Her får du det hurtige overblik over dagens vigtigste nyheder fra valgkampen:
Valgbombe fra Løkke: Nu går Venstre efter regering hen over midten
Statsminister Lars Løkke Rasmussen brugte valgkampens sidste dag på at smide endnu en valgbombe: I et interview med TV2 News siger Løkke nu, at han ikke længere går efter at danne en borgerlig-liberal regering. I stedet kæmper han nu for en regering henover midten.
”Jeg er nået til den konklusion, at hvis Venstre får et styrket mandat i morgen, så vil jeg bruge al min energi, mine kompetencer og erfaring på at se, om ikke det kan lade sig gøre at samle en regering med ansvarlige rutinerede partier henover midten. Der er brug for samling på midten,” siger Løkke.
Hvilke partier, der skal med i Løkkes nye ønske-regering, vil han ikke sætte navn på.
Thulesen Dahl: DF skal med i SV-regering
Fint med et regeringssamarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet – men så skal samarbejdet involvere Dansk Folkeparti med. Sådan lyder reaktionen fra DFs formand Kristian Thulesen Dahl, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen tirsdag meldte ud, at han nu går efter en regering henover midten.
“Jeg synes, det er superfint at tale om et samarbejde mellem V og S. Men det er klart, at som formand for Dansk Folkeparti vil det være en forudsætning, at vi selv indgår i det samarbejde,” siger Kristian Thulesen Dahl til TV2 News.
“Hvis han mener De Radikale, så bliver det en anderledes indvandrerpolitik, end vi kender. Bliver det alternativt med Dansk Folkeparti, har vi snor i tingene,” siger han.
Pia K. kritiserer publikum til DR-debat
“Elendigt publikum udvalgt nøje af DR”. Sådan skrev Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), på Twitter efter DR’s partilederdebat mandag aften. Hun fortsatte:
“Klapsalver og våde øjne hver gang, der bliver talt modtagelse af flygtninge. Og stilhed når der bliver talt om asylstop og hjemsendelse”.
Thomas Falbe, nyhedschef i DR, afviser kritikken:
“Det er ærgerligt, at det bliver udlagt som om, at vi har manipuleret folk i salen. Det har vi ingen interesse i. Det er folk fra hele Danmark, der er kommet, og det har været en fri og åben tilmelding for alle,” siger han til Ritzau.
DAGENS VALG I BILLEDER: