Generaler i åbent brev: Islamister og venstre-ekstremister truer Frankrig

0
2346
Det franske samfund trues af radikale islamister og venstre-ekstremister, lyder advarslen fra de tidligere generaler til præsident Macron. Foto: Ian Langsdon/Pool via REUTERS

Et åbent brev fra 24 tidligere franske generaler, der er underskrevet af mere end 1000 andre officerer, taler om udsigten til borgerkrig i Frankrig

Officererne ser to farer for det franske samfund og demokrati. Den ekstreme islamisme sammen med den sociale nød i store dele af landet er den alvorligste udfordring. Men også de stadigt mere voldelige grupper på venstrefløjen gør officererne urolige.

Generalernes udspil kommer præcist 60 år efter et mislykket kup, som utilfredse militære ledere forsøgte sig med i utilfredshed med at de civile ledere ville overlade Algeriet til sig selv efter mange års kampe. Et kup, der især var rettet mod den siddende General de Gaulle, der selv havde taget magten ved et kup tre år tidligere. Og et år inden næste præsidentvalg i Frankrig, hvor man foreløbig må regne med, at den siddende præsident Emmanuel Macron igen skal dyste mod højrefløjens Marine Le Pen.

Dermed har generalernes udspil reelt startet valgkampen i utide. Flere ministre har været ude for at kritisere officererne, der åbenbart har ramt et ømt punkt. Omvendt får de støtte fra netop Marine Le Pen.

Om officerernes udspil vil gavne den ene eller anden side, er stadig uvist. For mange franskmænd vil være urolige ved tanken om, at militæret måske kunne blande sig i politik. Omvendt oplever mange, at den siddende præsident Emmanuel Macrons løfter om indgreb overfor de stadig mere aggressive muslimer i landet som tomme løfter.

Derfor forsøger regeringens folk sig med at tie officerernes kritik ihjel, mens de i stedet angriber Le Pen direkte for at drømme om et militærkup. Den franske indenrigsminister Gerald Darmanin sagde på tv-stationen France Inter:

”Jeg tror Marine Le Pen har arvet sin fars begejstring for støvletramp. Det er meget foruroligende.”

Fremmedlegionen

Den nok mest kendte blandt underskriverne er 80-årige Christian Piquemal, general og tidligere leder af Fremmedlegionen gennem fem år. Han ved, hvad det kan koste at sætte sig op mod det etablerede Frankrig. For fem år siden var han til stede ved en islamkritisk demonstration i byen Calais, og selvom han ikke var en af arrangørerne og selv blev frikendt ved retten for gadeuorden, mistede han sin rang og sin pension.

Den franske regering har ladet forstå, at den især vil gå efter de officerer, der stadig er i reserven eller i aktiv tjeneste. Forsvarsminister Florence Parly har kaldt det åbne brev for uforsvarligt og sat sine embedsmænd til at undersøge, hvilke officerer der stadig er i tjeneste.

Kilder: Valeurs Actuelles, Figaro, Radio Info, France Inter