DF: Der skal være fælles retningslinjer for sene aborter

0
1459
DFs sundheds- og ligestillingsordfører Liselott Blixt. Foto: Carsten Lundager

Mange forældre får ikke den korrekte information om tiden efter en sen abort. Det fremgår af artikler i Kristeligt Dagblad. Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt kræver ministeren på banen

Der kan gå måneder efter en abort i 12.-20. uge, før forældrene får mulighed for at bisætte eller begrave fosteret. Ydermere må mange forældre gå i lang tids uvidenhed, inden de får at vide, hvad der skal ske og hvilke muligheder de har.

Det har Kristeligt Dagblad beskrevet i flere artikler.

Flere par fortæller til avisen, at de har prøvet at vente op til seks måneder. Flere har desuden oplevet, at de ikke fik oplyst, hvor lang tid de risikerede at skulle vente.

Det gælder blandt andet Sara, som aborterede i 20. uge i marts.

”Jeg vidste ikke, at der kunne gå måneder. Jeg ville gerne have haft den information efter fødslen, og så kunne man tage hjem og tænke over det, eventuelt med noget informationsmateriale. Jeg synes, det er en virkelig underlig situation, at han stadig ikke er begravet. Det er ikke optimalt,” siger Sara til Kristeligt Dagblad.

DF-politiker: Ministeren skal på banen

Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt mener, at der er nødt til at være fælles nationale retningslinjer for, hvordan sene aborter håndteres og hvordan forældrene skal orienteres om deres muligheder.

”Når man har været udsat for en sen abort, skal man ikke også gå i uvidenhed om, hvad der efterfølgende sker, og hvor længe man skal vente på, at fostret er lagt i jorden. Det værste er at gå i uvidenhed, og derfor mener jeg, der skal være nationale retningslinjer, også så personalet er i stand til at informere forældrene godt nok,” siger Liselott Blixt til Kristeligt Dagblad.

DF-ordføreren har nu bedt sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om at forholde sig til spørgsmålet.