EU-skeptiske DF’ere tog på studietur til Bruxelles

0
2245
Fællesfoto fra studieturen i Bruxelles.

Dansk Folkepartis årlige EU-studietur gik i år til Bruxelles, hvor de 48 deltagere besøgte EU-parlamentet og Natos hovedkvarter og mødtes med DFs EU-parlamentariker Peter Kofod

De færreste DF’ere er vilde med EU, men det er alligevel en populær studietur, som Dansk Folkeparti hvert år arrangerer til EU’s hovedkvarterer i Bruxelles eller Strasbourg.

I år gik turen til Bruxelles, og igen i år var der venteliste til turen, som har plads til 48 deltagere, foruden de tre guider, som i år var DFUs formand Chris Bjerknæs, DFUs kasserer Christian Bülow og regionsrådsmedlem Gitte Simoni.

”Det var en rigtig god tur, selv om der nok er endnu flere EU-skeptikere bagefter,” siger den ene af guiderne, Chris Bjerknæs.

For selv om det var en spændende tur med besøg på Waterloo-museet, NATOs hovedkvarter og nogle af Bruxelles hyggelige restauranter og cafeer, så var det også et kig ind indenfor i det EU-apparat, som blander sig mere og mere i den danske hverdag.

”Man kan næsten ikke undgå at blive mere EU-kritisk, når man har set, hvor stort hele EU-systemet er, hvor mange ansatte og hvor meget bureaukrati der er, f.eks. med parlamentets flytning frem og tilbage mellem Bruxelles og Strasbourg. Eller når man ser, hvor mange mærkelige ting, der stemmes om i EU-Parlamentet, eller hvordan der stemmes, med håndsoprækning, uden at nogen bagefter ved, hvem der har stemt hvad,” siger Chris Bjerknæs.

På besøg i EU-Parlamentet.

 

Bedre rustet til EU-debatten i Danmark

På turen besøgte deltagerne også Dansk Folkepartis medlem af EU-parlamentet Peter Kofod, som fortalte om sit arbejde og den nye nationalkonservative gruppe, som DF er en del af. Og undervejs mødte de også Dansk Folkepartis EU-ordfører Morten Messerschmidt, der var i Bruxelles sammen med Folketingets Europaudvalg.

”Formålet med studieturen er blandt andet at vise, hvad det er for en opgave, vi har i EU-Parlamentet, og hvordan vi kan bruge vores kræfter bedst muligt. Deltagerne får et større indblik i EU-systemet, og får dermed et bedre grundlag for at debattere EU,” fortæller Chris Bjerknæs.

Her kan du se billeder fra turen, som fandt sted den 20.-24. september.

DFs nyvalgte EU-parlamentsmedlem Peter Kofod fortæller om sit arbejde i parlamentet.