
…men den lokale borgmester bliver væk fra indvielsen. Ny stormoské til 120 millioner kroner i Köln har været ramt af skandaler og møder stadig større modstand blandt tyskerne
Det er ikke kun de to høje minareter fra Tysklands største moske i Köln, der forarger tyskerne. Hele forløbet omkring moskeen, der overvejende er finansieret af Tyrkiet, har siden starten for femten år siden stødt tyskerne fra sig. Og selve byggeriet, der skulle have kostet omkring 120 millioner kroner, har været ramt af en række skandaler.
Tyrkerne har undervejs fyret de kendte arkitekter og også byggefirmaet – og nægtet at betale for deres arbejde. Indvielsen er blevet udskudt flere gange og regningen er trods de ubetalte regninger blevet mere end dobbelt så stor. Det præcise beløb vil tyrkerne ikke offentliggøre.
I begyndelsen havde projektet en del politisk medvind i Köln, hvor politikerne gerne vil stå på god for med de mere end 60.000 borgere i byen, der stadig har et tyrkisk pas. Men de høje tårne og tyrkernes hemmelighedskræmmeri har stødt mange borgerne i byen.

Borgmester bliver væk
Senest har byens populære overborgmester Henriette Reker sagt fra til dagens indvielse. Ikke blot for at undgå den tyrkiske præsident, men især fordi tyrkerne selv 24 timer før ikke ville fortælle hende, om hun kunne få lov til at tale ved indvielsen. Det har hun krævet som et bevis på, at de tyrkiske bagmænd faktisk mente det, da de sagde, at moskeen også skal tjene som et sted, hvor tyrkere og tyskere kan have en meningsfuld dialog.
DITIB, der er organisationen bag moskeen og en række andre projekter, har løbende fået penge fra den tyske regering. I 2016 var beløbet på omkring 25 millioner kroner. Det beløb er senere blevet sat ned, da imamer fra foreningen åbent har indrømmet at have spioneret mod andre tyrkere for den tyrkiske regering.