Drabsmanden fra Frankfurt var ideal for integration

0
2242
En kvinde lægger blomster på banegården i Frankfurt am Main, hvor en 8-årig mandag blev skubbet ud foran toget. Foto: Frank Rumpenhorst / dpa / AFP) / Germany OUT

Før Habte Araya mandag blev til drabsmand, var han lige den mand, som fortalerne for integration i Schweiz kunne bruge.

Manden, der mandag skubbede en mor og hendes otteårige søn ud for et kørende tog i Frankfurt, kom til Schweiz som illegal indvandrer i 2006. Han opnåede alligevel asyl to år senere og blev indrulleret i forskellige programmer for integration. Han gjorde og sagde alt det rigtige – og kom i 2017 på forsiden af årsberetningen for den velgørende organisation Schweizerisches Arbeiterhilfswerk.

Gennem deres programmer havde han uddannet sig og fået et arbejde på et maskinværksted. Han beskrives som en ”succeshistorie”. Da han til årsberetningen blev spurgt, hvad han kunne lide ved Schweiz, svarede han: ”Næsten alt. Her får alle hjælp, uanset om man er fattig eller rig. Og alle har nok at spise og ens eksistens er sikker.”

Der er en hel billedserie med ham, smilende og parat. Selv hans sagsbehandler smiler.

Kaos inden flugt

Det er samtidig kommet frem, at myndighederne i Schweiz kunne have opdaget, at noget var galt med denne succeshistorie. Fra januar var Habte Araya sygemeldt af psykiske årsager og var i behandling. Det er fortsat uklart om han var frivilligt i behandling.

Han havde undervejs hentet sig en kone i hjemlandet og de to fik tre børn lige efter hinanden. Inden sin flugt videre fra Schweiz skal han have spærret sin kone og børnene på 1, 3 og 4 år inde. Derefter gik han løs på en nabo med en kniv.

Det lykkedes hans egen kone at kontakte politiet. Derefter var han eftersøgt i hele Schweiz, men slap altså over grænsen uden at blive opdaget.

Læs også: To gange på to uger: Migranters banegårds-mord på tilfældige splitter Tyskland