DF udelukket fra forhandlinger om afghanske tolke

0
1874
Udenrigsminister Jeppe Kofod og forsvarsminister Trine Bramsen på vej til forhandlinger onsdag aften med Folketingets partier om hjælp til afghanske tolke og ansatte. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Politisk flertal er tæt på at lande aftale om midlertidigt asyl til afghanere, der har arbejdet for Danmark. Dansk Folkeparti er ikke inviteret med til de afsluttende forhandlingerne

Der var ingen invitation til Dansk Folkeparti, da regeringen onsdag aften indkaldte til nye forhandlinger om en løsning for de tolke og andre afghanere, som har arbejdet for Danmark i Afghanistan.

Dansk Folkeparti har klart signaleret, at man gerne vil hjælpe tolkene, men at det skal ske lokalt, ikke ved at give dem asyl i Danmark. Det er formentlig derfor, at forhandlingerne nu fortsætter uden DF.

“Dansk Folkeparti står uden invitation til dagens forhandlinger om de afghanske tolke. Det er vi meget forundret og uforstående over for. Er invitationen gået tabt i processen, eller har regeringen en anden god forklaring!?,” skriver DFs gruppeformand Peter Skaarup onsdag aften på Twitter.

Opslaget har fået DFs udenrigsordfører Søren Espersen til at replicere på Twitter:

“Forargeligt! Uden DF vil de røde have frit spil til at åbne sluserne. Socialdemokratiet svigter igen på udlændingepolitikken”.

Tilbydes midlertidigt ophold

Meget tyder da også på, at regeringen er ved at lande en løsning, der indebærer, at afghanere får midlertidigt ophold i Danmark. Politiken har talt med flere kilder med kendskab til forhandlingerne og skriver på den baggrund i en topnyhed at:

“En gruppe af Danmarks nuværende og forhenværende lokalt ansatte i Afghanistan, samt deres familier, ventes indenfor kort tid at blive tilbudt visum og midlertidigt ophold i Danmark i to år. Herefter ventes de indenfor få uger at blive evakueret ud af Kabul til Danmark”.

I alt skulle der være tale om en gruppe på 50-60 nuværende og tidligere ansatte og deres familier.

Som en del af løsningen, vil der i følge Politikens oplysninger blive lavet en særlov, der vil muliggøre hjælpemissionen. Desuden skulle der i følge avisen blive forhandlet om dansk deltagelse i en aftale for afghanere, der har arbejdet for EU, FN og Nato. Aftalen skulle indebære, at Danmark skal tage imod et mindre antal personer herfra.

Læs også:

Skaarup: Afghanske tolke skal hjælpes i nærområdet