Ministre skal svare på spørgsmål om Qatar-støtte til muslimsk friskole

0
1822
Det er tidligere kommet frem, at Qatar har støttet stormoskeen på Rovsingsgade i København med et trecifret millionbeløb. Støtten er sket via Københavns Store Fond. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020

Dansk Folkepartis uddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dahl vil vide, hvad regeringen vil gøre for at skærpe kontrollen med udenlandske donationer til skoler og uddannelsesinstitutioner

Oplysningerne om, at den stenrige ørkenstat Qatar har støttet både en muslimsk friskole og en moske i Danmark med millioner af kroner, vækker bekymring på Christiansborg. Senest har Berlingske afsløret, at fonden Qatar Charity i 2008-2009 gav 6,3 millioner kroner til den nu lukkede Lykkeskolen i Aarhus.

Det får nu Dansk Folkepartis uddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dahl til at stille spørgsmål om sagen til undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S).

Lykkeskolen lukkede i 2019 efter at have mistet sit statstilskud. Det skete efter, at det var blevet afsløret, at undervisningen var kønsopdelt på skolen og at undervisningsmaterialer blev censureret.

I strid med friskoleloven?

Jens Henrik Thulesen Dahl vil vide, hvad undervisningsministeren mener om, at Qatar Charity har støttet fonden “Kultur og Undervisningsfond”, der står bag Lykkeskolen, med 6,3 millioner kroner. Samtidig vil han have undersøgt, om Qatar Charity  har overholdt friskoleloven med sin donation.

Jens Henrik Thulesen vil desuden vide, hvad regeringen vil gøre for at skærpe kontrollen med udenlandske donationer til muslimske friskoler og andre uddannelsesinstitutioner via danske fonde som “Kultur og Undervisningsfond”.

Fonden, der også har relationer til Fredens Moské i Aarhus, har selv forklaret til Berlingske, at pengene fra Qatar Charity skulle gå til byggeri af en ny bygning til skolen i Aarhus. Bygningen blev aldrig opført, men pengene blev brugt til arkitekter, kloakering mv., har en repræsentant for fonden forklaret.

Jens Henrik Thulesen Dahl, kommunal- uddannelses- og forskningsordfører. Foto: Steen Brogaard

Forsker: Overraskende støtte

Ud over Lykkeskolen har Qatar støttet stormoskeen i Rovsingsgade i København med 227 millioner kroner. En del af disse penge er også gået via Qatar Charity.

Den britiske forsker Courtney Freer fra London School of Economics sagde i sidste uge til Berlingske, at Qatar-støtten til Danmark er overraskende:

“Ofte ser vi, at muslimske velgørere finansierer projekter i fattigere lande. På den måde er det overraskende, at Qatar Charity også har rettet sin opmærksomhed mod Danmark. Men det viser, hvor vidtrækkende donationerne fra Qatar kan være,” sagde han.