To kommunale børneinstitutioner i Herlev Kommune har fejret ramadans afslutning i tre dage. DF i Vallensbæk vil forhindre, at lignende fejringer kan finde sted i Vallensbæk
“Mandag, tirsdag og onsdag i uge 19 fejrer vi slutningen af Ramadan og efterfølgende Eid i Mælkevejen og Ønskeøen…”.
Sådan lød det for nylig i en besked til forældrene fra to kommunale børneinstitutioner i Herlev Kommune på den københavnske vestegn.
Hvorvidt der finder lignende fejringer sted i daginstitutioner i en anden vestegnskommune, Vallensbæk, er uvist. Det kan Dansk Folkepartis medlem af kommunalbestyrelsen, Kenneth Kristensen Berth, nemlig ikke få oplyst fra den kommunale forvaltning.
“Forvaltningen ligger ikke inde med oplysninger om, at afslutningen på ramadanen bliver markeret,” lyder det i et svar til DF’eren fra borgmester Henrik Rasmussen (K).
Men det vil Kenneth Kristensen Berth ikke lade sig nøje med. Han stiller derfor nu et forslag i kommunalbestyrelsen om, at daginstitutioner, skoler og SFO i Vallensbæk Kommune ikke må fejre ramadanens afslutning eller andre ikke-kristne religiøse højtider.
”Hvis det her kan foregå i en kommunal institution i Herlev, så kan det foregå alle mulige andre steder. Derfor er det vigtigt at få det stoppet, inden det griber om sig,” siger Kenneth Kristensen Berth.
”Eid er en skøn tid…”
I de to Herlev-institutioner foregik fejringen sådan her:
”I Mælkevejen og Ønskeøen klipper børnene lanterner, som de pynter med på stuerne. Onsdag synger vi en fin sang omkring Ramadan, og får derefter en lille sund snackpose med hjem til den særlige lejlighed,” lød det i beskeden til forældrene.
“Onsdag synger vi en fin sang omkring Ramadan”
Fra Ramadan-fejringen i to daginstitutioner i Herlev
Samtidig fik Eid og Ramadan denne præsentation:
”Eid er en skøn tid, hvor familie og venner fester sammen omkring bordet til eksempelvis Iftar og Fatoor, som inden for Islam er det måltid, der indtages efter solnedgang i måneden Ramadan. Iftar er afslutningen på Ramadanens daglige faste”.
”Lær børnene om danske traditioner”
Men det er helt forkert, mener Kenneth Kristensen Berth:
”Det er ikke et anliggende for en dansk daginstitution at fejre ramadan. I stedet er det et anliggende at fortælle de udenlandske børn om danske traditioner. Det her er udtryk for, at Danmark bliver mere multikulturelt og at islam kommer til at spille en større og større rolle, og det skal stoppes,” siger DF-politikeren fra Vallensbæk.
Forslaget bliver behandlet på kommunalbestyrelsesmødet onsdag aften.