DF i Randers: Sprogcenter skal sætte fokus på danske værdier

0
2792
Nick Zimmermann rejste forslaget om mere fokus på dansk kultur og værdier i kommunens beskæftigelsesudvalg.

Men resten af byrådet sagde nej til forslag fra Dansk Folkeparti om at der skal fokuseres mere på danske værdier på det lokale sprogcenter

Der var ingen opbakning fra resten af byrådet, da Dansk Folkeparti i Randers i december foreslog, at fokus på danske værdier skulle være en del af aftalen med det lokale sprogcenter.

Konkret foreslår DF, at den nye aftale med sprogcenteret skulle sætte fokus på danskhed og danske værdier i læringen:

”Såsom de kristne og danske helligdage og traditioner, vores særlige danske arbejdsmarkedskultur fyldt med humor, kvinders frie valg og at det er helt normalt og helt ok at være homoseksuel, samt at i Danmark svømmer mænd og kvinder sammen i svømmehallen, uden at der er noget mærkeligt i det. Vi foreslår også, at der løbende afholdes eksamener i disse emner, så man ved, at eleverne er klar over, hvad Danmark er for et land. Derudover ønsker vi at sprogskolens indretning bærer præg af dansk kultur,” som det hed.

Men det var der ikke stemning for. Slet ikke hos Socialdemokratiet, som er byrådets største parti med 13 ud af 31 pladser.

”Socialdemokraterne syntes det var et skrækkeligt forslag. Jeg synes ellers ikke, at der er noget kontroversielt i det. Men det lader til, at Socialdemokratiets ønske om at stå for en stram udlændingepolitik i Folketinget, ikke er nået ud til kommunerne,” siger Nick Zimmermann, byrådsmedlem i Randers og folketingskandidat for Dansk Folkeparti.

ditOverblik har tidligere beskrevet, hvordan DF i Helsingør byråd har fået kritik fra lokale socialdemokrater for at tale for meget om udlændinge og integration, og hvordan DF i Aarhus forgæves har forsøgt at få resten af byrådet med på en mere aktiv hjemsendelsespolitik.

Læs også: Er Socialdemokratiets nye, stramme udlændingepolitik også nået ud til kommunerne?