Trump ude af takt med amerikanerne

0
1952
Præsident Donald Trump var onsdag på et lynvisit hos de amerikanske tropper på Al Asad Air Basen i Irak. Foto: AP Photo/Andrew Harnik

Den amerikanske præsident har ikke blot udfordret det amerikanske militær og sikkerhedstjenesterne med sin pludselige beslutning om at trække de amerikanske tropper ud af Syrien. Meningsmålinger viser også, at de amerikanske vælgere for en gangs skyld er uenige med Donald Trump

En måling fra dagene lige op til jul viser en overraskende modvilje mod Trumps beslutning om at trække omkring 2000 specialstyrker ud af Syrien. Ifølge instituttet Rasmussen Report er 47 procent af amerikanerne imod, mens 37 procent er for beslutningen. Usædvanligt mange har ikke besluttet sig – 16 procent – og tallene er ekstra overraskende, fordi en tilbagetrækning efter udført opgave i reglen er ganske populær i USA.

Beslutningen om at trække tropperne hjem blev af hans egne rådgivere og af USA’s allierede Israel og Storbritannien kritiseret for at være det samme som at opgive en vigtig del af Mellemøsten til Rusland. Amerikanske tropper har løbende støttet især de kurdiske oprørere i Syrien, der til gengæld har ydet en stor indsats for at nedkæmpe IS. Amerikanske tropper beskytter også en større flygtningelejr tæt ved den lukkede grænse til Jordan, der huser mange, som regimet i Damaskus ser som modstandere.

Israelske angreb

Trumps ensidige beslutning har allerede haft konsekvenser i regionen. Den israelske regeringsleder Benyamin Netanyahu, der står midt i en valgkamp, har erklæret, at Israel vil fortsætte sine aktiviteter i Syrien og måske endda øge dem for at udfylde tomrummet efter de amerikanske tropper. I natten til torsdag blev det fulgt op med en serie af luftangreb på mål ved den syriske hovedstad Damaskus.

Det israelske militær har bekræftet, at israelske fly stod bag nattens angreb. De første satellitbilleder viser en ødelagt lagerhal, som israelerne hævder indeholdt iranske raketter. Iranerne er allierede med regimet i Damaskus og Israels ærkefjende.

Ved nattens angreb blev både syriske soldater og ledere fra Hizbollah militsen såret. Angrebet er blevet hårdt fordømt af russerne, der hævder, at angrebet bragt to civile fly i fare.