Dansk Folkeparti i Borgerrepræsentationen i København vil gøre alle kommunens offentlige udearealer røgfrie. “Som ansvarlig kommune skal vi gøre alt for, at der er så få rygere i København som muligt,” mener DFs politiske leder, Finn Rudaizky
Står det til Dansk Folkeparti i København skal det være slut med at ryge på legepladser, ved kommunale bygninger og på andre af byens offentlige udearealer. Partiet fremsætter et forslag i Borgerrepræsentationen om, at rygningen skal forbydes på alle offentlige udearealer.
”I Aarhus har de netop besluttet, at det skal være slut med rygning på f.eks. legepladser, ved busstop og ved kommunale bygninger. Den idé ønsker vi i Dansk Folkeparti at tage videre til København. Vi vil derfor stille forslag i Borgerrepræsentationen om, at al rygning på offentlige udearealer bliver forbudt,” siger Finn Rudaizky, som leder Dansk Folkepartis gruppe i Borgerrepræsentationen, i en pressemeddelelse.
Han begrunder forslaget med, at over 14.000 danskere hvert år dør som følge af rygning, og at antallet af unge rygere er stigende.
”Rygning er en uhyggelig dræber, og vi skal som en ansvarlig kommune gøre alt for, at der er så få rygere som muligt i København,” mener Finn Rudaizky.
I København ryger ca. 17 procent af borgerne. Det svarer til omkring 80.000 københavnere. Tre ud af fire rygere vil ifølge kommunens undersøgelser gerne lægge rygningen på hylden.
”Forslaget vil give et yderligere incitament til rygere om at holde op med at ryge. Men forslaget skal ikke stå alene. Vi skal fortsætte vores rådgivning og opbakning til de rygere, der gerne vil holde op,” siger Finn Rudaizky.
Han understreger, at der ikke er tale om at lægge rygerne for had men om at begrænse røg mest muligt – også for de borgere der bevæger sig i det offentlige rum uden selv at ryge.