Marie Krarup: Fantasiløst af minister at fjerne håndtrykskrav

0
1465
Håndtrykket er en obligatorisk del af den nye ceremoni, som følger med at få dansk statsborgerskab.

Dansk Folkepartis indfødsretsordfører Marie Krarup er utilfreds med, at udlændinge- og integrationsministeren nu suspendere håndtrykskravet på grund af coronakrisen

For fantasiløst. Sådan lyder reaktionen på Twitter fra DFs indfødsretsordfører Marie Krarup, efter at udlændinge og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) tidligere i dag meddelte, at regeringen midlertidigt suspenderer kravet om håndtryk ved de kommunale grundlovsceremonier i forbindelse med tildelingen af dansk statsborgerskab.

Ministerens begrundelse er risikoen for corona-smitte, men Marie Krarup mener, at der må kunne findes løsninger, så statsborgerskabet stadig kan markeres med et håndtryk.

“Find dog en måde med sprit osv. i stedet for at give op,” skriver hun på Twitter.

Marie Krarup uddyber sit synspunkt overfor Ritzau:

“Vi mener, at vi skal bevare håndtryk ved grundlovsceremonier. Det kan ske ved afspritning før og efter, men vi skal selvfølgelig sikre, at det sker under sundhedsmæssige forsvarlige forhold. Ellers bør vi overveje, om det er nu vi skal tildele statsborgerskaber,” siger hun.

DF-ordføreren mener, at regeringens beslutning primært skyldes pres fra støttepartierne, som fra starten har været modstandere af håndtrykskravet:

“Desværre handler denne udmelding nok mere om, at partier på venstrefløjen har presset regeringen af værdipolitiske årsager. Det handler jo i bund og grund om, at man ikke har lyst til at indordne sig under danske normer,” siger Marie Krarup til Ritzau.

DF-forslag blev til lov

Det var Dansk Folkeparti, der lancerede ideen om håndtrykskravet under forhandlingerne i sommeren 2018 om en ny indfødsretslov. I første omgang ville de andre partier ikke gøre det til et lovkrav, men senere sluttede de øvrige borgerlige partier og Socialdemokratiet op om kravet.

DFs daværende udlændingeordfører Martin Henriksen begrundede overfor ditoverblik blandt andet kravet sådan her:

”Man vil kunne finde de mest hardcore islamister, som vil kunne opfylde alle formelle krav til et statsborgerskab, men som vil nægte at give hånd. De skal ikke kunne få statsborgerskab,” sagde Martin Henriksen.

Senere sluttede daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg sig til kravet. Hun fremsatte det formelle lovforslag og begrundede det med, at nye statsborgere skal vise, at de tager Danmark til sig.

Den nuværende udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) afviser, at håndtrykskravet kan fastholdes under coronakrisen:

“Vi kan selvfølgelig ikke forlange, at nye statsborgere skal give borgmesteren hånden, når sundhedsmyndighederne anbefaler, at man slet ikke giver hånd,” siger han til Ritzau.