DF i Furesø kritiserer plejehjemsregler: Ældre må kun få udendørsbesøg i 25 minutter

0
1064
Carsten Svensson, gruppeformand for Dansk Folkeparti i Furesø byråd. Foto: Ebbe Forup, Furesø Kommune

Furesø Kommunes regler for besøg på plejehjem er alt for restriktive, mener DFs byrådsmedlem Carsten Svensson

“Skal der stå en SOSU-medarbejder med et stopur?”. Det spørgsmål stiller Dansk Folkepartis medlem af byrådets i Furesø Kommune, Carsten Svensson, om de besøgsregler, som et politisk flertal har vedtaget for kommunens plejehjem.

Han mener, at kommunens corona-regler er alt for strikse i forhold til de anbefalinger, som sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) for nylig udsendte til landets borgmestre. Her hed det blandt andet:

“Der kan ikke længere fastsættes forbud mod besøg på udearealer eller indendørsarealer, når det er nødvendigt at passere disse for at få adgang til et udendørsareal”.

Carsten Svensson mener, at der bør være fri besøgsadgang på plejehjemmenes udearealer. Men sådan tolker flertallet ikke ministerens anbefalinger. De har besluttet, at beboere på plejehjemmene mandag-fredag kan få to-tre udendørsbesøg á 25 minutters varighed. Vil de have længere besøg, skal der laves individuelle aftaler. Desuden blev der i sidste uge åbnet op for, at der nu også kan tillades 25 minutters besøg om lørdagen.

”Det er en meget restriktiv politik, som Socialdemokratiet i Furesø har trumfet igennem. Meget mere end ministeren har lagt op til,” siger Carsten Svensson, der er gruppeformand for DF i Furesø byråd. Han er medlem af Udvalg for Social, Sundhed og et godt Seniorliv, hvor et flertal bestående af tre socialdemokrater og Venstres ene medlem har godkendt de nye regler. Carsten Svensson stemte imod.

“Enorm frustration”

Han har hørt fra mange pårørende til plejehjemsbeboere, der er frustrerede over reglerne. Seniorrådet i Furesø har også kritiseret begrænsningerne på 25 minutter, som de ikke mener har nogen faglig begrundelse.

”Der er en enorm frustration over, at der ikke er fri besøgsadgang. Smitterisiko kan jo ikke være en begrundelse for at fastholde en besøgstid på 25 minutter,” siger Carsten Svensson.

Sundheds- og ældreministeriet udsendte mandag en pressemeddelelse om, at der fra torsdag den 2. juli “som udgangspunkt frit kan aflægges besøg på både ude- og indendørs arealer” på plejehjem. Hvad det kommer til at betyde i Furesø, ved Carsten Svensson endnu ikke. Han har spurgt i forvaltningen, men han har endnu ikke fået noget svar.