DF går forrest i Aarhus: Vil have fossilfrie busser fra 2025

0
689
Samtlige 180 bybusser i Aarhus skal køre på el fra 2025, foreslår DFs byrådsgruppe. Foto: Midttrafik

Dansk Folkeparti får ros fra venstrefløjen i Aarhus Kommune efter forslag på byrådsmøde om fossilfri kollektiv transport allerede fra 2025

“Det er da fantastisk”. “Stor tak til DF”.

Der var ros fra helt uventet kant til Dansk Folkeparti på byrådsmødet i Aarhus onsdag aften. Roserne kom fra Socialdemokratiet, Radikale venstre og Enhedslisten, og anledningen er et nyt, grønt trafikudspil fra DF, som har overrumplet det øvrige byråd.

Helt konkret foreslår Dansk Folkeparti, at den kollektive trafik i Aarhus Kommune skal være fossilfri fra 2025. Det er fem år tidligere end den nuværende plan for Aarhus. Den lyder på, at de nuværende 180 bybusser alle skal være erstattet med elbusser fra 2030.

“Vi mener, at tiden er klar til at øge ambitionsniveauet i Aarhus Kommune, til gavn for både borgere og miljøet. Ved at omlægge driften til elbusser reduceres støjniveauet og forureningen i Aarhus markant og driften bliver op til fire gange mere energieffektiv end den er i dag. Teknologien er udviklet og forsøg fra andre byer viser positive resultater. Det er dermed kun økonomi, som forhindrer Aarhus i at blive mere grøn fra i morgen,” siger byrådsmedlem Knud N. Mathiesen fra Dansk Folkeparti.

“Ved at omlægge driften til elbusser reduceres støjniveauet og forureningen i Aarhus markant”

Knud N. Mathiesen, byrådsmedlem (DF), Aarhus Kommune

Ros fra Radikale

Radikale Venstre er et af de partier, som tager godt imod udspillet:

“Vi støtter forslaget, for vi skal gå forrest i klimakampen. Grøn omstilling er dyrt, men et nødvendigt onde, og det kan sagtens lade sig gøre at blive fossilfri i 2025,” sagde Eva Borchorst Mejnertz på byrådsmødet i følge Lokalavisen Aarhus.

Rådmanden på busområdet, Bünyamin Simsek fra Venstre, er mere skeptisk. Han er enig i målsætningen, men påpeger at 75 busser skal skrottes før tid, hvis planen skal gennemføres.

“Det har en omkostning, og hvis fremrykninger betyder færre busser, nytter det ikke noget, for vi har behov for at udvikle med flere og hyppigere busser,” sagde han i følge Lokalavisen.

Sagen er nu sendt videre til magistraten for Teknik og Miljø, som skal vurdere, hvad forslaget vil koste og hvilke muligheder der er.