DF-forslag vedtaget: Dannebrog får fast plads i byrådssalen i Nyborg

0
3458
En repræsentant for Danmarks-Samfundet, Carsten Sørensen, bærer fanen ind ved byrådsmødets start i Nyborg. Carsten Sørensen er i øvrigt selv regionsrådspolitiker - for DF i Region Syddanmark. Foto fra Carsten Sørensens facebookside

Byrådsmedlem Anne-Marie Palm Johansen (DF) foreslog allerede i valgkampen, at Dannebrog får en fast plads i Nyborgs byrådssal. Onsdag aften blev forslaget en realitet

“Dannebrog er et symbol på den danske folkesjæl. Jeg forbinder Dannebrog med ord som frihed, fællesskab, respekt, stolthed og demokrati”.

Det siger byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Nyborg, Anne-Marie Palm Johansen. Derfor foreslog hun i valgkampen, at Dannebrog får en fast plads i byrådssalen i Nyborg, og nu kan hun glæde sig, over at forslaget er blevet til virkelighed.

Onsdag aften var repræsentanter for Danmarks-Samfundet på besøg ved det sidste byrådsmøde inden sommerferien, og med sig havde de en fane med Dannebrog og Nyborgs våbenskjold påsyet, som nu skal vaje i byrådssalen.

“Det er jo helt fantastisk. Det er jo verdens flotteste flag, og det er vores alle sammens. Det samler danskerne både indenfor og udenfor landets grænser. Det er et symbol på et forpligtende fællesskab. Derfor synes jeg det hører hjemme i byrådssalen,” siger Anne-Marie Palm Johansen.

“Det er jo verdens flotteste flag, og det er vores alle sammens”

DFs to byrådsmedlemmer Anne-Marie Palm Johansen og Carsten Kudsk foran den nye fane.

Historisk forbindelse

Hun nævner en ekstra god grund til, at det rød-hvide nationalsymbol passer godt til Nyborgs byrådssal, der er en af landets ældste. Kommunens våbenskjold, som er syet ind i fanen, forestiller Nyborg Slot. Dét slot er ikke bare Danmarks ældste, bevarede kongebolig. Det blev også bygget færdig af Valdemar Sejr, der som bekendt var konge af Danmark under det korstog i 1219 i Estland, hvor Dannebrog i følge sagnet faldt ned fra himmelen.

Anne-Marie Palm Johansen understreger, at selv om det er DFs forslag, er det en fæles beslutning i byrådet:

”Det er vores allesammens flag, uanset politiske holdninger. Det her handler ikke om, at Dansk Folkeparti nu har fået et symbol i byrådssalen. Det er noget hele byrådet kan være fælles om,” siger hun.

Dannebrog i Nyborgs byrådssal.
Våbenskjoldet med Nyborg Slot, som Valdemar Sejr byggede færdig, pryder den nye fane.