DF: Find en corona-venlig løsning på efter- og højskolerne

0
1362
DFs sundheds- og ligestillingsordfører Liselott Blixt. Foto: Carsten Lundager

Ingen elever er vendt tilbage til deres efter- og højskoler på grund af corona-restriktionerne. DFs sundhedsordfører Liselott Blixt mener, at der kan findes måder, så de kan komme tilbage

Unge på højskoler er nogle af dem, som rammes hårdest af de coronarestriktioner, som foreløbig gælder indtil 7. februar. Mange har sparet op i lang tid og har sagt job eller lejlighed op for at kunne tage af sted. Et af disse unge er Cecilie Engelbrecht på 20 år. Hun havde sparet op til et højskoleophold ved at arbejde 70 timer om ugen. I stedet bor hun nu på skift hos en veninde på Vesterbro i København og ved sine forældre i Horsens.

”Jeg er slået tilbage til start,” siger hun til Jyllands-Posten og fortsætter:

”Jeg har dobbeltjobbet i lang tid for at spare op til højskole. Jeg har virkelig knoklet for det. Jeg sagde min lejlighed og begge mine job op. Nu er jeg hjemme hos mine forældre”.

 DF’er: Vi skal hjælpe de ensomme og isolerede

Det undrer Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt, at højskolerne har sendt eleverne hjem. Hun mener, at der er måder, hvorpå højskolerne vil kunne tage imod eleverne.

“Da de unge blev sendt hjem før jul, blev de på mange efterskoler testet før hjemrejsen og fik besked på, at de skulle møde op med en negativ test efter ferien. Den praksis kunne man fortsætte,” siger Liselott Blixt til Jyllands-Posten.

Ifølge en rapport fra Aarhus Universitet, der undersøger danskernes adfærd under corona-krisen, føler cirka 40 procent af de unge mellem 18 og 34 år sig ensomme.

Liselott Blix mener, at det vil være en hjælp for de unge, hvis efter- og højskolerne kan holde åbent.

”Hvis man valgte at holde efter-og højskoler åbne, ville det være en stor hjælp for mange unge, som ellers føler sig ensomme og isolerede. Man taler så meget om at sikre den mentale sundhed – her er en mulighed for faktisk at handle på det”, siger DF-ordføreren til Jyllands-Posten.