Ikke bare Storbritannien reagerer voldsomt på de danske udmeldinger om corona og mink. Israel frygter direkte smitte og tyskerne aflyser deres ferie
Danmark gælder nu som et rødt land i Israel, som man ikke skal rejse til under nogen omstændigheder. Tre israelere, der for nylig vendte smittede tilbage til Israel, bliver isoleret. De bliver undersøgt for, om de skulle være smittet med den form for Covid-19, som de danske myndigheder har dømt cluster 5.
Israelske medier, der gennemgående skriver positivt om Danmark, taler om at 214 danskere er smittet med corona virus, der har været i mink. Selvom man nævner, at ikke alle er smittede med den frygtede variant, så er panikken skabt. Og at den form for smitte ikke er set siden september, nævnes ikke.
Tilsvarende skriver Tysklands største avis, Bild, for en gangs skyld om Danmark. Dens udsendte journalist rapporterer fra Nordjylland og taler som om en stor orkan har ramt landet. Og avisen bruger lejligheden til at fortælle om hvor “væmmelige forhold, mink lever under” i lande som Danmark.
Historierne får tyskere til at opgive rejser til og ferier i Danmark. Det kommer samtidig som de tyske politikere skændes om behovet for stadig mere omfattende nedlukning. Den nuværende nedlukning, der med tyskernes glæde for engelske udtryk kaldes Lockdown Light, er måske ikke nok.
Tyske prognoser talte ellers om hundredtusinder af nye smittede dagligt frem mod jul – noget som de nuværende restriktioner ser ud til at forhindre. Med omkring 15.000 nye smittede dagligt ligger Tyskland på niveau med Danmark, men flere delstater begynder at fortælle om fyldte hospitaler. Og mens de tyske toppolitikere skændes om behovet for nye indgreb, er det belejligt at fortælle om problemer i andre lande som Danmark.
Andres problemer
Det samme gælder for Storbritannien, der fortsat er blandt de hårdest ramte i Europa. Mens regeringen lader som om de omfattende nedlukninger snart kan løftes igen, følger briterne sig spærret inde og forventer at se deres klassiske jul blive forbudt. Med udsigten til lukkede pubber – og ingen billig arbejdskraft fra østlande til at plukke de britiske kalkuner – ser verden mørk ud.
Det er baggrunden for de meget vidtgående indgreb overfor danske rejsende. Briternes forbud mod indrejse selv for danskere, der skal arbejde i Storbritannien og forbud mod at fly bare mellemlander er et voldsomt indgreb, der går langt videre end hvad verdenssundhedsorganisationen WHO anser som rimeligt. Og for dem, der kan huske briternes vrede over at kontinentet ikke ville købe britisk kød efter den såkaldte mad cow disease i 90’erne, er dette helt ude af proportion.
Sygdommen BSE førte den gang til, at fire millioner stykker kvæg blev aflivet i Storbritannien, mens kødet fra andre millioner smittede dyr blev solgt og spist. Mere end 200 personer fik den dødelige sygdom Creutzfeldt-Jakob som følge – overfor 11 smittede danskere.
Der er fundet Covid-19 i mink i seks lande. Udover Danmark er det Holland, Sverige, Spanien, Italien samt USA.
Kilder: Jerusalem Post, KAN News, Bild, Spiegel, Telegraph