Af Cheanne Nielsen, suppleant i Borgerrepræsentationen for Dansk Folkeparti
Ensomhed er i dén grad blevet en begrundet frygt, når vi taler om plejehjem. Pårørende til ældre på plejehjem har ofte dårlig samvittighed over, at nære og kære bare sidder der. Og mange af dem, der bor der, udsættes for lange, triste dage. De dage, hvor familien ikke kommer. De dage, hvor der ikke er tandeftersyn eller gymnastik. De dage, hvor kun personalet kommer forbi og udfører deres arbejde uden nok tid til omsorg. Vi er i Dansk Folkeparti i København med i en aftale om bekæmpelse af ensomhed på plejehjem.
Desværre lader det nu til, at man ser alt for snævert, alt for politisk, på, hvad løsningen skal være. Der er adskillige forslag, men kun eet fokus: Fælles aktiviteter. Det dur ikke. Det kom ærligt talt som et chok for mig, at man nu igen kun fremmer fællesskabet. Jo, fælles aktiviteter kan være en god måde at bekæmpe ensomhed på. Men det er bare ikke godt nok. Det er ikke alle, der har mod på eller kræfter til at deltage. For nogle kan det være svært at følge med og det at være i selskab med mange andre kan føles uoverskueligt.
Så vi ser meget gerne, at der kommer mere individuelt indhold i livet på plejehjem. Der findes besøgsvenner, livsstykker, der vil sætte tid af i det daglige til at gøre en meget lille hverdag til en meget stor oplevelse for et ældre menneske. Men det er helt tydeligt, at partier i København har stirret sig blinde på fællesskaber. Den konstante jagt på fællesskabsfremmende initiativer. Det er altså en politisk uvane. Det er åbenbart fællesskaber, der skal redde hele verden. Og vi skal helst deles om alt. Om biler, cykler, løbehjul, haver, spisning og listen bliver sikkert længere endnu.
Så spørger jeg: Hvad med dem, der har det bedst med een ven? En tur udenfor i godt, genkendeligt selskab? Når min dårligt gående veninde i halvfjerdserne og jeg mødes, så foregår det i hendes hjem. Med højt humør, lige så højt belagt smørrebrød og livserfaring spækket med røverhistorier. Der er sat masser af tid af til at tygge og til at lytte.
Sådan burde det da være på plejehjem. Men her kommer den kolde, kyniske sandhed. Regner man på det, er der kun penge til en halv times besøg til hver på plejehjem. Derfor taler man kun om fælles aktiviteter for beboerne. Derfor fremmer man igen fællesskabet. En fællesnævner i bogstaveligste forstand. Tillad mig her at kalde en beboer for et menneske. Og værelse B.01.114 for et hjem. Det er muligvis et lille værelse, men det er et hjem.
Det er her, der for alt i verden ikke må føles ensomt at være. Derfor vil vi i DF-gruppen på rådhuset arbejde med forslag, der får alle på plejehjemmene med. Både dem, der sammen kan få en fest i spisesalen, men også dem, der kan hjælpes på vej til gode minder hver for sig.
