Da Biden vækkede bæstet

0
1100
Præsident Joe Biden under en tale torsdag i Det Hvide Hus, hvor han skitserede en seks-punkts plan til begrænsning af Delta-varianten, herunder et krav om at alle føderale arbejdere skal vaccineres. Foto: Kevin Dietsch/Getty Images/AFP

Præsident Biden har med sin voksenskældud til ikke-vaccinerede borgere og sine krav om endelig at blive vaccineret vakt en hidtil uset vrede blandt borgerne

Indtil nu har den amerikanske vrede mod præsident Joseph R. Biden fokuseret på hans aldersvækkelse, hans slatne holdning til migration og hans forsmædelige nederlag i Afghanistan. Med præsidentens udspil, der vil tvinge mange millioner amerikanere til at blive vaccineret eller risikere deres job, accelerer konflikten. For med sit indgreb tvinger han millioner til at gøre noget, de ikke er trygge ved – uden at han egentlig har loven på sin side.

Konkret skal alle virksomheder med mere 100 ansatte tvinge dem til at blive vaccineret eller lade sig teste mindst en gang hver uge. Også virksomheder, der leverer til staten, skal få deres medarbejdere vaccineret. Det samme gælder mange offentlige arbejdspladser – også uden for sundhedsvæsenet.

Der er markante undtagelse som det amerikanske postvæsen med sine 600.000 ansatte. Man kan spørge sig selv om hvorfor et postbud, der kan sprede smitten til hundreder af borgere, ikke skal vaccineres, når en kontoransat i et mellemstort firma skal. Måske er forklaringen, at man ikke forventer at kunne få det igennem hos de relativt uafhængige fagforeninger i postvæsenet.

Foto: Brendan Smialowski / AFP

Risiko kræver valg

I det hele taget kommer vreden og modstanden fra de mere uafhængige hjørner af det amerikanske samfund. Mange af kommentarerne på de sociale medier er over grænsen for hvad man kan bringe i et dansk medie. Et af de pænere slogans siger, at hvis der er en risiko ved en vaccine, så må der også være et valg.

Det bliver også omdrejningspunktet for modstanden mod forslaget, der er blevet til modstand mod den siddende præsident. Foreløbig har fire delstater, der alle har republikanske guvernører, afvist præsidentens krav som ulovlige. Og uamerikanske.

”Præsidenten har glemt at vi lever i USA. Han tror vi lever i Sovjetunionen,” sagde Nebraskas guvernør Pete Ricketts til Fox News. Hans vigtigste anke er dog, at det i sidste ende er delstaterne, der har ansvaret for offentlighedens sundhed og dermed skal beslutte om borgerne skal presses til at blive vaccinerede. Han fortsætter:

”Præsidenten har glemt at vi lever i USA. Han tror vi lever i Sovjetunionen”

Pete Ricketts, Nebraskas guvernør, til Fox News

”Jeg kan love dig for, at Nebraska vil sætte hårdt mod hårdt – og kæmper tilbage med alt vi har. Dette er et enorm, lammende misbrug af statens magt.”

På samme program sagde hans kollega fra Mississippi, Tate Reeves, om præsident, at han ”har besluttet sig for at tage et hårdt opgør med hårdt arbejdende amerikanere, firs millioner af dem.” Reeves tilføjede: ”Præsidenten siger til amerikanerne: ’Altså, I kan enten blive vaccineret, eller også vil jeg – ene mand – true jeres muligheder for at brødføde jeres familier.’ Det er bare så forkert. Så forkert.”

Kilder: New York Times, Fox, New York Post, Wall Street Journal.