Erik Høgh-Sørensen idømt bøde for at dele fotos af overfald

0
5999
Erik Høgh-Sørensen er nyvalgt medlem af byrådet i Hjørring. Han er tidligere hovedsbestyrelsesmedlem i DF og har siddet i regionsrådet for DF i Region Nordjylland 2018-2021. Foto: M. Højer

DF-politiker dømt i byretten for at dele opslag på Twitter om dominansvold. Grotesk anslag mod ytringsfriheden, mener Erik Høgh-Sørensen

Regionsrådsmedlem for Dansk Folkeparti, Erik Høgh-Sørensen, blev fredag ved Retten i  Hjørring idømt en bøde på 7500 kroner, fordi han sidste år delte et Twitter-opslag om en 16-årig dreng med invandrerbaggrunds overfald på en 14-årig dansk dreng.

Erik Høgh-Sørensen bliver dømt for at have overtrådt straffelovens bestemmelse om deling af andres private forhold. Han delte et opslag med billeder af gerningsmanden, hvor man bl.a. ser den 16-årige tvinge sit offer til at kysse hans sko. Dermed mener retten, at Erik Høgh-Sørensen krænkede det 14-årige offers privatliv. At den 14-åriges ansigt er sløret til ukendelighed på billedet, er i følge byretsdommer Mette Fuglsang Mortensen ligegyldigt.

“Retten tillægger det derfor ingen betydning, at [ofrets navn] ansigt var sløret på fotos’ne, idet han under de konkrete omstændigheder umiddelbart kan genkendes i visse kredse i offentligheden,” står der i dommen.

Fra dommen.

Delt af gerningsmanden selv

Videoen blev oprindelig delt af gerningsmanden selv på Snapchat, og den er blevet delt og kommenteret hundredevis af gange. Erik Høgh-Sørensens brøde består i, at han delte et opslag fra Twitter-profilen ‘Frie Danske’ med billeder fra videoen. DF-politikeren er den eneste, der er blevet sigtet og dømt for at viderebringe billederne. Personen bag Frie Danske-profilen er i følge Erik Høgh-Sørensen end ikke blevet afhørt.

Erik Høgh-Sørensen, der er medlem af DFs hovedbestyrelse og spidskandidat for DF i Hjørring, har omgående anket dommen. Han mener, der er tale om chikane af en folkevalgt politiker fra anklagemyndighedens side.

Det var bl.a. disse billeder i et opslag på Twitter, som nu har sendt Erik Høgh-Sørensen i byretten. her er den 16-årige gerningsmands ansigt dog skjult og hans navn dækket til.

“Anklagemyndigheden går målrettet efter en demokratisk valgt politiker midt i en valgkamp, selvom dét jeg har gjort, blot svarer til at klippe en artikel ud af papiravisen og give dette udklip til en nabo,” siger Høgh-Sørensen.

”Dommen skyldes snarere, at jeg har kritiseret politiets ledelse for at være korrupt i sagerne om Morten Messerschmidt, Tibetsagen, Rigsarkivsagen, håndteringen af minkaflivningen, og Bettina Jensen-sagen. Derudover skjuler politiledelserne omfanget af forbrydelser begået af folk af islamisk baggrund,” siger han.

“Ingen lighed for loven”

Han peger på seks aspekter ved sagen, som krænker princippet om lighed for loven. De seks aspekter, kan ses nedenfor. Erik Høgh-Sørensen siger:

”Ved at fremme sagen er Nordjyllands Politidirektør øverste ansvarlig for, at jeg som folkevalgt chikaneres af en retssag midt under min valgkamp. Jeg havde bedt om, at sagen skulle være afgjort inden 15. august, men den blev berammet til afgørelse 10. september midt i valgkampen.”

Nordjyllands Politi oplyser til Nordjyske, at de ikke har kommentarer til Erik Høgh Sørensens udtalelser. Nordjyllands Politidirektør Anne Marie Roum Svendsen blev forsøgt indkaldt som vidne i sagen af Erik Høgh-Sørensen og hans advokat, men hun ville ikke stille op.

DOKUMENTATION: Erik Høgh-Sørensens anklagepunkter

Erik Høgh Sørensen har i en pressemeddelelse oplistet disse seks aspekter ved sagen, som han finder suspekte ved politiet og anklagemyndighedens ageren:

  • Anklagemyndigheden bruger Høgh-Sørensens politiske DF-portræt på Region Nordjyllands hjemmeside som bevis, hvilket dokumenterer sagens politiske aspekt.
  • Politiet søgte aktivt og egen drift efter personer, der gad anmelde den påståede forbrydelse. Til sidst kom der en anmeldelse fra ofrets mor og voldsmandens far. Sidstnævnte er af tyrkisk oprindelse.
  • Politiet har hverken afhørt eller sigtet den oprindelige tweet-ophavsmand, @friedanske
  • Sagen var i sommeren 2020 meget omtalt i offentligheden, og voldsmandens video blev spredt vidt. Imidlertid har politiet nægtet at oplyse, om andre end Høgh-Sørensen er sigtet blandt tusinder af mulige tiltaler.
  • Voldsmandens far trådte selv frem i en stor avisartikel 14. august 2020 med både billede og navn. Dette var over en måned efter Høgh-Sørensens retweet.
  • Sagen om politidrabet i USA på George Floyd spredes stadig på internettet uden massiv indgriben fra politi og anklagemyndighed, selvom videredelingerne af ofrets død overtræder § 264d jævnfør dagens dom.