Britisk forsvarschef advarer: Det er som i trediverne

0
2354
Storbritannien gennemlever den værste økonomiske nedtur i over 300 år. Foto: REUTERS/Henry Nicholls

Økonomisk krise og stor vrede har en gang før ledt verden ud i kaos. Det samme kan ske igen nu, advarer Sir Nick Carter, Storbritanniens forsvarschef

I et interview med avisen Telegraph tillader briternes øverste general sig at være pessimist. Sir Nick Carter, der siden 2018 har været chef for forsvaret, er samtidig med i den inderkreds i London, der dagligt diskuterer konsekvenserne af Covid-19. Den krise, der har kastet verdens økonomi ud i kaos.

”Hvad du typisk finder ved en sådan krise, der også bliver en økonomisk krise, er, at det underminerer stabiliteten og sikkerheden. Hvad der ofte følger en virkelig alvorlig økonomisk krise, er sikkerhedsmæssige udfordringer,” siger generalen og fortsætter:

”Hvis du ser på trediverne – alt det startede med en voldsom økonomisk nedtur – og det var meget destabiliserende. Der er tidspunkter i historien, hvor afgørende økonomiske udfordringer fører til sikkerhedsmæssige udfordringer – alene fordi de destabiliserer samfundet.”

En lukket afdeling af den kollapsede tøjkæde Topshop i det centrale London. Foto: Tolga Akmen / AFP

Værste i 300 år

Advarslerne kommer som Storbritannien selv gennemlever den værste nedtur i over 300 år. Med et fald i landets bruttonationalprodukt i 2020 på næsten ti procent har briterne ikke set værre siden 1709. Mens det nu er corona-krisen hed det den gang Den store Frost.

En bitter vinter efterfulgt af store oversvømmelser om foråret sendte dengang briterne ud i hungersnød og elendighed. Fra trygge, varme danske hjemmearbejdspladser kan det virke fjernt. Men avisen Telegraph tillader sig at tegne det store billede.

Her taler avisen om de store udfordringer især fattigere lande nu gennemlever. Med grænser, der lukker af økonomiske grunde, og en skæv fordeling af for eksempel vacciner mod Covid-19 stiger spændingerne. Og hvis vi ikke reagerer, kan det ifølge Sir Nick Carter gå så galt som i trediverne.

Forsvarschefen, der tidligere har advaret mod et mere aggressivt Rusland, retter nu kikkerten mod Kina.

”Men lige nu skal vi passe på med, hvad vi siger – for Kina er endnu ikke så meget en trussel, som det er en udfordring,” advarer han.

Under hans kommando ventes det, at briternes nye store hangarskib Queen Elizabeth skal sejle til Det Sydkinesiske Hav sammen med en større flåde af skibe. Noget, som sikkert vil blive set som trussel fra kinesisk side, der ønsker at dominere det farvand.

Kilder: Telegraph, BBC