En række andre terrorister, der ligesom manden bag fredagens terror var blevet prøveløsladt, er nu ved at blive samlet op af britisk politi og på vej tilbage i fængslet
Den første blev arresteret søndag – Nazam Hussain var ven mod morderen og var blevet arresteret sammen med ham i en terrorsag – og mindst en mere blev tilbageholdt i dag. Sammen med 72 andre dømte terrorister var de blevet løsladt før tid ud fra en forestilling om, at de ikke længere udgjorde en fare for det britiske samfund. I lyset af terrorangrebet fredag vil britiske politi nu gå igennem alle sagerne og i givet fald sende dem tilbage i fængsel.
Den 28-årige Usman Khan, der knivdræbte to briter fredag og sårede en række andre, gjaldt selv som et vellykket eksempel på den politik, der tror på resocialisering i stedet for straf. Et projekt under Cambridge Universitet, Learning Together, tog sig af Usman Khan i fængslet, mens han afsonede en længere straf for at have planlagt et større terrorangreb på børsen i London. Programmet, som universitetets ledelse i dag måtte forsvare, brugte hans sag som et eksempel på dets succes.
Usman Khan skrev selv et digt og et takkebrev til projektet, efter at man her havde skaffet ham en computer. Han havde ellers på det tidspunkt forbud mod at være på nettet af frygt for at han ville genoptage kontakten til andre ekstremister. Og det var fordi han var tilknyttet projektet, at han fredag kunne rejse til London og gennemføre sin udåd.
Godtroende ofre
Det er en bitter kendsgerning, at fredagens to ofre begge var engageret i at hjælpe mænd som Usman Khan ud på fri fod i det britiske samfund. Før Usman Khan blev nedkæmpet af modige civile, havde han deltaget i et arrangement for Learning Together. Også hans to ofre deltog.
Saskia Jones på 23 år bliver i britiske medier beskrevet som et positivt menneske, der altid havde overskud til andre. Hun var ved at starte sin karriere i politiet og så det som en vej til at hjælpe andre. Det samme gælder for Jack Merritt på 26 år, der var uddannet fra Cambridge og meget aktiv i projektet Learning Together.
Vrede mod regeringen
De to hovedpersoner i næste uges valg, Labours Jeremy Corbyn og premierminister Boris Johnson, kunne i dag blive set side ved side ved en mindehøjtidelighed for de dræbte. Hele sagen skader Boris Johnson og hans konservative parti, fordi regeringen har accepteret, at fredagens gerningsmand Usman Khan og andre terrorister er blevet løsladt før de havde afsonet hele deres straffe. Men også hans sidekammerat i dag, Jeremy Corbyn, fremstår endnu mere utroværdigt efter fredagens terror.
Både i de gamle medier og på de sociale medier taler mange om en begivenhed i 2012, hvor Jeremy Corbyn demonstrerede imod at terrormistænkte kunne blive udvist til USA. Sagen handlede blandt andet om to nære kammerater til Osama bin Laden, der var eftersøgt i forbindelse med de blodige angreb på amerikanske ambassader i Østafrika. Mindre end tredive meter fra Corbyn optrådte den mest omtalte britiske hadprædikant Anjam Choudry – han var også mentor for manden bag fredagens angreb.
Episoden var før Jeremy Corbyn blev leder af Labour og dermed mulig premierminister. Men Corbyn har ikke taget afstand fra sine holdninger og fra de terrorister, han ved den lejlighed hang ud med.