Brexit ødelægger de gamle partier

0
1905
Stifteren af Brexit Party Nigel Farage under et valgarrangement forud for europaparlamentsvalget. Brexit Party står i følge en meningsmåling til at få hele 34 procent af stemmerne. Foto: Oli SCARFF / AFP

Blot en måned efter starten står Brexit Party til at få mere end hver tredje stemme til EU-parlamentsvalget i Storbritannien og dermed mere end hvad de konservative og Labour får til sammen

Meningsmålinger, der bliver refereret i mandagens udgave af avisen Independent, giver 34 procent til Brexit Party efter blot få ugers eksistens. Vælgerne straffer de gamle partier for deres manglende evne og vilje til at gennemføre Brexit. Selv oppositionens Labour kan ikke komme over de tyve procent, selvom de ikke direkte har ansvar for Brexit.

Værst ser det ud for de konservative, der i dag er det største parti i parlamentet i London. I meningsmålingen styrtdykker de til 10 procent og en plads som det femtevigtigste parti. Selv de grønne, som næppe mange har hørt om, får med 11 procent en større opbakning end regeringspartiet.

De britiske medier taler om panik hos de konservative, hvis ledere i desperation beder deres trofaste vælgere tilgive deres partis zigzagkurs. Men går man dybere ind i meningsmålingerne, ser man, at de fleste støtter til Brexit Party tidligere har valgt konservativt.

Sølle 10 pct. vil stemme på Theresa Mays konservative parti ved europaparlamentsvalget, i følge en meningsmåling. Her ses May under et besøg på et krisecenter for voldsramte kvinder i London tidligere i dag. Foto: Victoria Jones / POOL / AFP

Magt i London

De britiske medlemmer af EU-parlamentet bliver kun siddende, indtil Storbritannien efter planen forlader EU. Derfor er det dobbelt interessant at se, hvordan det EU-kritiske Brexit Party klarer sig i almindelige meningsmålinger til det britiske parlament. Også her får det nyfødte parti den største opbakning noget nyt parti nogensinde har fået.

Kommer det til nyvalg, som mange taler om, så er der stor sandsynlighed for at Brexit Party og deres leder Nigel Farage samlet får flere stemmer end de konservative. I en særlig meningsmåling for avisen Sunday Telegraph står Farage og hans folk til 19 procent af stemmerne mod 18 procent til de regerende konservative. Det britiske valgsystem, hvor den med fleste stemmer i den enkelte valgkreds bliver valgt, giver stadigvæk flere medlemmer til de konservative, men Brexit Party står alligevel efter den måling til 49 sæder i parlamentet.