Boris Johnson vinder valget takket være sine modstandere

0
2464
Brexit Partys leder Nigel Farage meddelte mandag på en pressekonference, at han vil støtte de konservative i arbejdet for at gennemføre Brexit. Foto: REUTERS/Scott Heppell

Egentlig er de britiske konservative kommet sløjt fra starten af valgkampen. Men takket være modstandernes fejl, ligner Boris Johnson en sikker vinder her en måned før valget

Der er seks uger til jul – og mere end seks måneder til Boris Johnsons næste fødselsdag – alligevel fik han i dag den nok bedste gave i sit liv som politiker. Lederen af Brexit Party, Nigel Farage, meddelte, at han vil støtte de konservative i arbejdet for at gennemføre Brexit. Både med støtte fra de medlemmer af parlamentet, som partiet vil få valgt ind – og især ved ikke at gå i vejen for de konservative og deres fremgang.

Partiet vil simpelthen ikke stille en kandidat op i de 317 kredse, der valgte et konservativt medlem af parlamentet ved sidste valg. I stedet vil Brexit Party koncentrere deres penge og deres bedste folk i de kredse, hvor Labour dominerede ved sidste valg. Det vil på den ene side bane vejen for stort flertal i det nye parlament, der vil have Brexit overstået – på den anden side vil en del af kredsene, som Labour taber, netop gå til de liberale demokrater, der ønsker Brexit skrottet.

Klart flertal

Lige siden Boris Johnson tog over som premierminister og leder af det konservative parti, er det gået fremad i meningsmålingerne. Hvor Labour og de konservative stort set fulgte hinanden op og ned i det forudgående år, er de konservative nu ved de seneste meningsmålinger oppe på en tilslutning på 37 procent. Labour er til gengæld nede på 28 procent – deres bedste måling i begyndelsen af året gav arbejderpartiet 40 procent og udsigt til et klart flertal.

Med det britiske valgsystem, der giver mandatet til politikeren med flest stemmer i kredsen, vil de nye tal give de konservative et solidt flertal på knap 100 mandater. Labour risikerer at ryge ned på tredjepladsen efter de liberale demokrater.

Labourlederen Jeremyn Corbyn er skydeskive for Brexit Partys kampagne. Foto: REUTERS/Scott Heppell

Ekstreme Labour

Labour taber på deres slingrekurs i forhold til Brexit, deres gammeldags økonomiske politik og deres antisemitisme. Brexit slingrer stadig – så sent som i dag kunne ledende kandidater for partiet ikke rigtig forklare, om man vil stoppe for arbejdstagere fra EU-lande efter Brexit. Og deres valgplan om nye forhandlinger med et EU, der er mere end trætte af briterne, virker lige så tåget.

Finansmarkederne frygter Corbyn og hans gammelsocialisme mere end Brexit. Dagens nyhed om Farage og hans støtte til de konservatives variant af Brexit får pundet til at stige overfor både Euro og dollar. Og selv de magtfulde tyske erhvervsorganisationer valgte i dag side – hellere Brexit end Corbyn.

Premierminister Boris Johnson nyder en øl under et valgmøde med tilhængere i “The Lynch Gate Tavern” i Wolverhampton. Og han har grund til at skåle: Boris Johnson ligner en sikker vinder af det kommende parlamentsvalg. Foto: Ben STANSALL / POOL / AFP

En beregning foretaget af finansministeriet sætter et prisskilt på en sejr til Labour og Jeremy Corbyn på gigantiske 1200 milliarder pund sterling over fem år. Og selvom tallene nok er lidt prægede af farven på den siddende finansminister, er alle enige om at Labour vil være gift for økonomien.

Og så er der Labours mere end latente antisemitisme, der tillader kandidater at komme med hadske bemærkninger om jøder og hvor partiet ikke selv får ryddet i sine egne rækker trods stribevis af sager. En forklaring kan være lederen Jeremy Corbyn og hans mange kontakter til ekstreme muslimske ledere ude i verden – en anden de mange muslimske briter, der stemmer på Labour og møder op til partimøderne. Uanset hvad så skræmmer det ikke bare de britiske jøder, men mange veluddannede, der denne gang kunne have valgt Labour for at slippe for at se på Boris Johnson.