DF: IS-kriger skal nægtes indrejse i Danmark

0
2599
Ahmed el-Haj er en af flere europæiske IS-krigere, som Tyrkiet sender ud af landet i disse dage. Foto: FADEL SENNA/Ritzau Scanpix

IS-krigeren Ahmed el-Ha, der er landet og anholdt i Københavns Lufthavn, bør slet ikke have lov at rejse ind i Danmark, mener DF

Den 28-årige IS-kriger Ahmed el-Ha, der er dansk statsborger, er nu sendt ud af Tyrkiet og landede mandag sidst på eftermiddagen i Københavns Lufthavn, hvor han omgående blev anholdt.

Men står det til flere borgerlige politikere, skal Ahmed el-Ha og andre IS-krigere slet ikke have mulighed for at komme til Danmark. Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup skriver på facebook:

”Lad mig slå fast en gang for alle. Denne IS-kriger skal selvfølgelig nægtes indrejse til Danmark. Vedkommende må og skal afvises ved den danske grænse og må i stedet søge til et land styret af sharialove”.

Samme melding kommer DFs udlændingeordfører Pia Kjærsgaard:

”Kære alle, i dag sender Tyrkiet en dansker til Danmark, som har kæmpet for Islamisk Stat. Jeg mener, at man har fraskrevet sig retten til at komme tilbage til Danmark, hvis man har kæmpet for Islamisk Stat, og derfor skal vedkommende aldrig tilbage. Men det kommer personen desværre nu. Tyrkiet planlægger at sende omkring 2.500 terrorister ’hjem’.,” skriver hun på facebook.

Skød til måls efter dansk politikere

Ahmed el-Ha vakte blandt andet opsigt, da han optrådte på en video, hvor han og andre IS-krigere skyder til måls efter danske politikere, som er ”fjender af islam”, bl.a. tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og den konservative Naser Khader. Sidstnævnte kalder det naivt, når Danmark nu henter Ahmed el-Ha hjem:

”Terroristen der skød til måls efter fotos af bl.a. Anders Fogh og mig, er på vej til Danmark fra Tyrkiet. Dansk naivitet, når den er værst. Forstår ikke hvorfor anklagemyndigheden har behov for at importere en sikkerhedsrisiko til Danmark. Desuden skal de danske skatteborgere nu også finansiere hans krigsskade – så vildt! Men en sejr til de ny-værdi-liberale,” skriver Naser Khader på facebook.

“Forstår ikke hvorfor anklagemyndigheden har behov for at importere en sikkerhedsrisiko til Danmark”

Naser Khader, folketingsmedlem (K), på facebook

Ahmed el-Haj tilhørte gruppen “Kaldet til islam,”, da han i 2013 rejste til Syrien som en af de første danske syrienskrigere. I 2014 blev han varetægtsfængslet in absentia af Københavns byret og siden 2017 har dansk politi begæret ham udleveret, fordi han sigtes for overtrædelse af bl.a. terrorparagraffen. Han hævder selv i et interveiw med Danmarks Radio, at han har fortrudt, at han rejste til Syrien.