DIT OVERBLIK-ANALYSEN: Blå buffet er overfyldt

0
307
De to tidligere Liberal Alliance-politikere Christina Egelund og Simon Emil Ammitzbøll-Bille præsenterede i sidste uge det nyeste parti i blå blok, partiet Fremad. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Med endnu et nyt parti er buffetten mere end overlæsset i blå blok. Resultatet kan blive massivt stemmespild og mere rød styring af landet. Der hviler nu et tungt ansvar på Konservative, Dansk Folkeparti og Venstre med at at fremstå som nogle, der kan tilbyde borgerlige, nationalsindede vælgere et sundt, borgerligt-nationalt alternativ frem til næste valg

Analyse af ditOverblik

Endnu et liberalt parti, der hævder, at staten er for stor, skatten for høj og den personlige frihed under pres, og at netop dé emner er de vigtigste i verden at få håndteret, kom til verden i København sidste uge.

Med Partiet Fremad, hvis eneste stensikre budskab er, at man peger på Venstres formand Jacob Ellemann-Jensen som statsminister, er den blå buffet fuld, faktisk overfyldt.

Der er så mange retter på den buffet, at det giver noget kvalme. Ikke mindst fordi flere af partierne stedse mere ligner personlige politiske projekter end grundlæggende, dybtfølte politiske ønsker om at bringe Danmark i en bedre retning.

I skrivende stund – og her må man nødvendigvis tage det forbehold, at der meget vel KAN være opstået endnu et såkaldt blåt parti i tiden mellem disse linjer skrives og analysen publiceres på DitOverblik.dk – er der ikke færre end syv blålige partier, der både kæmper om vælgernes gunst og kæmper med spærregrænsen. Foruden selvfølgelig de tre noget mere stabile partier Venstre, DF og K, der trods alt befinder sig på tryg afstand af spærregrænsen.

Simon Emil Ammitzbøll-Billes og Christina Egelunds nyskabning Partiet Fremad er som nævnt nyeste ret på den blå buffet. Partiets holdninger er så tågede, at en kæk journalist på Twitter kaldte partiet “Det Radikale Højre”, ganske enkelt fordi partiet afgørende ligner de velkendte radikale fra 1905, der som bekendt rettelig hedder “Det radikale Venstre” og hvor forskellen blot er, at partiet med Morten Østergaard i spidsen peger på Mette Frederiksen som statsminister og netop i sommer af samme grund bragte hende til magten. Østergaards parti blev fordoblet ved valget Grundlovsdag, Socialdemokratiet gik tilbage, men Mette Frederiksen blev statsminister.

Partiets holdninger er så tågede, at en kæk journalist på Twitter kaldte partiet “Det Radikale Højre”

De nye partistiftere er udbrydere fra Liberal Alliance, der dybest set stammer fra maj 2007, da partiet med navnet Ny Alliance blev grundlagt af bortløbne radikale og konservative, der havde fået “nok” af Dansk Folkeparti og partiets indflydelse på dansk politik siden 2001. Liberal Alliances stifter og formand, og udenrigsminister frem til valget, Anders Samuelsen, blev ikke genvalgt til Folketinget, og i det hele taget fik partiet et katastrofevalg værre end DF’s og landede på fire mandater, lige akkurat nok til at blive i Folketinget.

Med Ammitzbøll-Billes exit er der nu og indtil videre tre nyliberale cyklister tilbage…

Hjemmesiden www.partietfremad.dk. Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Vermunds personlige projekt

På buffeten er også Nye Borgerlige. Det er Pernille Vermunds personlige politiske projekt, der vist mest handler om at sidde i Folketinget, og humpede lige akkurat ind i Folketinget med fire mandater den 5. Juni. Det kan gå frem og det kan gå tilbage. Foreløbig mest det sidste, skal man tro målingerne.

Partiet gør sig mest bemærket med formandens tungekysseri med en tv-vært, krammere med alt og alle og bikini billeder af Vermund fra forskellige rejsemål. Og excellerer i øvrigt vældigt i, hvad onde tunger kan kalde følelses-lefleri; Pernille Vermund tuder på talerstolen til sit partis landsmøde, fordi statsministeren har ringet til hende. Suk.

Partiet gør sig mest bemærket med formandens tungekysseri med en tv-vært, krammere med alt og alle og bikini billeder af Vermund fra forskellige rejsemål.

Og i sommer var Vermund for udmattet til at passe det politiske arbejde under Folkemødet på Bornholm ovenpå en lang valgkamp. De andre partiledere var nok også trætte, men de var der.

Vermund stiftede, som Ammitzbøll-Brille og Egelund, Nye Borgerlige i protest mod for meget stat og for høje skatter. Projektet hed dengang ”Vi konservative”, og Vermund talte for åbne grænser og at man ikke skal lukke for indvandring, ikke engang fra Somalia. Det kan man forvisse sig om ved at læse hendes interview herom i Berlingske i september 2015.

Se Berlingske 28. september 2015: Borgerligt oprør: Nyt parti kan presse de Konservative

Da var hun i øvrigt netop ved valget i 2015 vraget af vælgerne som konservativ kandidat i Nordsjælland. Så man kan have mere end bare en flygtig mistanke om, at projektet handler mere om hendes egne selvrealiserende ambitioner end fædrelandets vel.

Først senere, da nogen vist fortalte Vermund, at vælgerne var hos DF og ikke de konservative, og at udlændinge nok var en væsentligere dagsorden end lavere skat, blev udlændingepolitik så vigtig for hende, at hun “for at kunne se sine børn i øjnene” (der har vi det med følelserne igen…) vil redde nationen.

Dog ikke mere, end at bikinifotos er vigtigere end slidsom, politisk indsats. Som i øvrigt mestendels består i at hakke på DF – det eneste parti i Folketinget, der vedholdende har forfulgt en indvandrer- og islam-kritisk dagsorden.

Statsministeren, der for relativt nyligt har skiftet standpunkt og indtil da bekæmpede DFs linje i næsten et og alt, er Vermund derimod på krammer med.

Latterlige, skatteryderbetalte koranstunts

Rasmus Paludan og hans Stram Kurs har sin egen niche. En lille nar, og i øvrigt tidligere radikal, der prøver at bilde danskerne ind, at man kan løse udlændingeproblemerne ved at grille en koran med bacon… Det ville faktisk være sjovt, hvis ikke det var så patetisk. Manden er veluddannet og højt begavet. Det er trist, og danskerne gad ham da heller ikke ved valget. Han kom ikke ind – men scorer latterligt nok et skatteyder-betalt partitilskud, så han har råd til at købe flere engangs-grille og noget bacon…

Som om det ikke var sørgeligt nok har den svindeldømte Klaus Riskær Petersen, der som bekendt heller ikke blev valgt i juni, meddelt, at han stiller op igen. Han meddelte ellers det modsatte på valgaftenen. Men ok, en tidligere socialdemokratisk statsminister lagde navn til mundheldet: “Man har et standpunkt, til man tager et nyt”.

Som om det ikke var sørgeligt nok har den svindeldømte Klaus Riskær Petersen, der som bekendt heller ikke blev valgt i juni, meddelt, at han stiller op igen.

Kristendemokraterne kæmper fortsat en sej kamp for at få bare lidt flere vælgere til at forstå, hvorfor partiet, der på lange stræk fremstår rødt, insisterer på at kalde sig blå.
Partiet skiftede efter valget formand til den noget mere karismatiske Isabella Ahrendt. Siden har der været bomstille om partiet, der dog har hentet mellem 0,8-1,7 procent af stemmerne ved de seneste fem valg.

Oven i alt det er også det såkaldt blå parti Grøn Kurs kommet til. Ingen taler om det, færre kender det…

Men det findes og samler underskrifter. Blev stiftet i sommer som et borgerligt parti, der vil gøre blå blok grøn og på, hold fast!, et liberalt grundlag (der er trængsel om den liberale midte) sætte fut i den grønne omstilling.

Selv om der på enhver god buffet bør være noget grønt, er det her dog nok lige rigeligt.

Risiko for massivt stemmespild

Til at holde det hele sammen findes jo som nævnt også Venstre – Danmarks Liberale Parti (der har op til flere interne tolkninger af, hvad det vil sige at være liberal), de konservative og Dansk Folkeparti, der bruger tiden efter valget på at pudse og skærpe profilen.

Hvis nogen tror, at det blå sammenrend kan udgøre et reelt alternativ til Mette Frederiksen, må de tro om. Og hvis alle partierne tror, at vælgerne giver netop dem de nødvendige mandater, må også de tro om. Resultatet er både stemmespild, kaos og mere rød styring af landet. Med de øjeblikkelige tal har Weekendavisen opgjort det mulige stemmespild på mere end 13 procent.

Det er ikke bare trist. Det er også sandt.

Der hviler et tungt åg på Konservative, Dansk Folkeparti og Venstre om at fremstå som nogle, der kan tilbyde borgerlige, nationalsindede vælgere et sundt, borgerligt-nationalt alternativ frem til næste valg.

Den noget latterlige, nu overlæssede buffet ved navn blå blok kan i hvert fald ikke!

LÆS TIDLIGERE ANALYSER:

DITOVERBLIK-ANALYSEN: Når EU jager modstandere…

DITOVERBLIK-ANALYSEN: Klimatosseri?