
Det særlige shariapoliti i den indonesiske provins Banda Aceh har igen dømt en række mænd og især kvinder til piskestraf for at have haft sex udenfor ægteskab
Mandag blev otte rædselsslagne kvinder og mænd trukket ud foran en lokal moske i hovedstaden i Aceh og fik så op til 45 slag med et spanskrør. Straffen til kvinderne blev udmålt af en kvindelig shariabøddel, også kendt som en algojo. De otte var dømt for at have haft sex udenfor ægteskab – noget der oftere fører til en straf for kvinder end for mænd.
Aceh, der ligger på hovedøen Sumatra, blev hårdt ramt af tsunamien i 2004, og mange af de omkring 160.000 indonesiske ofre var fra provinsen. I provinsen er 98 procent af befolkningen muslimer og den er den eneste provins i verdens mest folkerige muslimske stat, der følger sharia. Også kristne indonesere, der for eksempel har solgt alkohol, kan blive dømt efter sharia.
Indonesiens egen præsident Joko Widodo er selv muslim, men har kritiseret den brutale udlægning af religiøse love i sharia. Hans holdning deles af mange andre indonesere, men det har ikke haft nogen effekt på myndighederne i Aceh.

Igen og igen
Hvis man ser tilbage på nyhedsstrømmen over det sidste år, så har shariabødlerne haft travlt. Sidste år introducerede den lokale shariapolitichef Safriadi, der som mange indonesere vælger blot at bruge et navn, et særligt korps af kvinder, der skal forestå straffen af kvinder. Dengang mente han, at provinsen brug af piskestraf var mere humant end for eksempel i andre lande, der også følger sharia regler.
”Straffen er bedre her end i Singapore eller Saudi-Arabien, for vi går ikke så meget efter at det skal gøre ondt. Straffen er den skam, som både lovovertræderne og publikum oplever. Det skal afskrække dem fra at gøre det igen,” lød hans logik dengang.
