Angela Merkel som migranternes bedste ven

0
1150
Migranter bliver hjulpet i land på den græske ø Lesbos i mandags. Tyskland vil nu tage flere af de migranter, som kommer i land i Italien. Foto: ARIS MESSINIS / AFP

Med løftet om at tage imod en fjerdedel af alle, der går i land i Italien, åbner den tyske regering igen for flygtningestrømme sydfra. Både naboer og sikkerhedstjenester er bekymrede

Kansler Angela Merkel har sendt sin indenrigsminister Horst Seehofer, der ellers gælder som en høg i den tyske regering, afsted med det glade budskab til migranter sydfra. Tyskland vil uden diskussion fremover tage en fjerdedel af alle migranter, der når de italienske kyster. Og man vil lægge pres på de andre EU-lande for at forpligte sig til at tage deres del af de uønskede.

Den tyske regerings eftergivende holdning til migranter udløste i denne uge kritik fra en usædvanlig side. Den tidligere chef for den tyske efterretningstjeneste, August Hanning, sagde, at Angela Merkel under flygtningebølgen skabte en massiv sikkerhedsrisiko både for Tyskland og andre lande. Kritikken er særligt markant, fordi han selv har været viceminister i hendes regering.

Under et besøg i Storbritannien sagde han, at Merkels åbne døre betyder en fortsat risiko for både Tyskland og nabolandene.

”Vi har kriminelle, terrormistænkte og mange, der bruger flere identiteter,” siger han og fremhæver, at usikkerheden om, hvem migranterne egentlig er, er den egentlige risiko. Han tilføjer:

”Selvom det går bedre i dag, så har vi stadig 300.000 i Tyskland, hvis rigtige identitet vi ikke kender. Det er en massiv sikkerhedsrisiko.”

Den tidligere viceminister retter kritikken direkte mod sin tidligere chef.

”Merkel bliver ved med at give modstridende svar. Hun hævder at det (den uhæmmede indvandring, red.) ikke var en fejl, og samtidig lover hun, at det aldrig vil ske igen. Dette viser hendes politiske svaghed.”

Den tyske forbundskansler Angela Merkel. Foto: Omer Messinger

Naboernes frygt

I Østrig ved man alt for godt, at hvis Tyskland igen åbner grænserne, så er det alpelandet, der først bliver løbet over ende. Et stort studie, som avisen Krone har sat i gang, har udspurgt mere end 47000 østrigere om deres holdning til migration. Og til deres tyske naboers holdning til migration.

Tre ud af fire afviser, at EU skal tage flere flygtninge, før der er en fælles politik i EU. Samtidig tror østrigerne ikke på, at det vil ske under EU’s lederskab. Faktisk siger 86 procent af de adspurgte, at de trods det tyske initiativ ikke tror på, at der kommer en mere retfærdig fordeling. Omvendt finder kun 40 procent af de adspurgte, at landet selv har styr på de nye migranter.

Her er der en parallel til den frygt, som den tidligere efterretningschef August Hanning lægger navn til. Et stort flertal frygter, at Østrig ikke har kontrol over, hvem der egentlig opholder sig i landet. Blandt alle under 50 er der kun en tredjedel, der stoler på, at landet har kontrol med sine grænser.

Ligesom i Tyskland har omkring hver fjerde i Østrig en migrantbaggrund. Den største gruppe kommer fra det tidligere Jugoslavien.