Det flertal i det britiske parlament, der ikke respekterer folkeafstemningen om Brexit, har gjort et sidste forsøg på at forhindre Storbritannien i at forlade EU.
Premierminister Boris Johnson bliver igen og igen svigtet af sine egne. I lørdags stod en tidligere konservativ politiker bag det forslag, der forhindrede en afstemning om Brexit. I dag var så parlamentets formand, John Bercow, der forhindrede afstemningen i at finde sted – Bercow er selv valgt ind som konservativ, mens han som formand er udenfor partierne.
I stedet skal parlamentet så gennemgå de love, der skal være på plads, for at Brexit-aftalen kan omsættes til virkelighed. Det er et kæmpe lovkatalog og giver modstanderne af Brexit rig mulighed for at komme med ændringsforslag. Alt sammen for at trække tiden i langdrag.
For hver dag, der går uden en afgørelse, er en sejr for modstanderne af Brexit. For hvis det kom til en afstemning om selve aftalen, så tyder tallene på, at Boris Johnson endelig kan få sit flertal på plads. Stort set alle konservative støtter aftalen – også de frafaldne konservative.
Også en række af Labours medlemmer – herunder Stephen Kinnock og gruppen omkring ham – læner mod at stemme ja. Men uden en mulighed for at stemme, kan det ikke blive afklaret.
Dårlig vittighed
Lederen af Labour, Jeremy Corbyn, er selv blevet sat ud af spillet, når det kommer til Brexit. Et flertal i Labours ledelse har simpelthen henover hovedet på ham besluttet, at nu går Labour ind for at blive i EU. Og det på trods af at mange af deres medlemmer klart stemte for Brexit.
På trods af den ydmygelse kunne Corbyn i dag ikke dy sig for at håne sin modstander for bemærkningen om, at han hellere ville ligge død i en grøft end bede EU om endnu en forlængelse. ”Jeg har fået at vide, at han altså ikke kan findes i en grøft,” forsøgte Labours leder sig med en vittighed. Mens debatten både lørdag og i dag blev fulgt af mange tilråb, var der i dag ingen, der grinte.