Nye pressechefer i S-regeringen har rød baggrund

0
2381
Erhvervsminister Simon Kollerup, Socialdemokratiet. Erhvervsministeriet er et af de ministerier, der har fået ny pressechef siden regeringsskiftet. Den nye pressehcef Mads Koldby kommer fra et job som presserådgiver i ministerens parti Socialdemokratiet. Foto: Steen Brogaard

Borgerlige partier kritiserer regeringen for at ansætte pressechefer i ministerierne med socialdemokratisk baggrund. “Det har markant slagside,” siger DFs gruppeformand Peter Skaarup

OPDATERET: En stærkt bekymrende amerikanisering af embedsapparatet. Sådan siger Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup om S-regeringens mange ansættelser af pressechefer, der har en fortid som ansat i Socialdemokratiet eller som rådgiver for en af partiets ministre.

“Der er jo en helt markant slagside i det her, og det ser ud til, at man meget strukturet har udskiftet en række pressechefer med røde pressechefer. Det tror jeg ikke, danskerne kan lide,” siger Peter Skaarup til Berlingske.

Avisen har opgjort, at seks ud af otte nye pressechefer, som ministerierne har ansat siden regeringsskiftet, tidligere har været ansat i Socialdemokratiet eller har arbejdet for en af ministrene.

Og listen kan nu udvides med endnu en: Tirsdag eftermiddag kan DR fortælle, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har ansat Gry Möger Poulsen som kommunikationschef. Gry Möger Poulsen var politisk rådgiver for klimaminister Dan Jørgensen, da han sad i Europa-Parlamentet, og hun er tidligere landsformand for SF Ungdom.

Der er vel at mærke ikke tale om de særlige rådgivere – spindoktorerne – der kan ansættes uden at stillingen slås op og som er politiske rådgivere. Der er tale om pressechefer, der er en del af det neutrale embedsværk og ikke er politisk udpegede.

LA: Totalt misbrug af embedsapparatet

På den baggrund kritiserer både blå blok og regeringens eget støtteparti Enhedslisten, de mange ansættelser.

Liberal Alliances Ole Birk Olesen siger til Berlingske:

“Det er ekstremt betænkeligt, det her. Og helt ærligt: Hvad tænker de. Jeg synes det er totalt misbrug af embedsapparatet, at de ansætter så mange folk, der er så tæt knyttet til deres parti og til deres organisationer”.

Venstres Sophie Løhde siger til samme avis:

“Man skal ikke diskvalificeres til et job som embedsmand i centraladministrationen, bare fordi man har arbejdet for et parti. Men det skal bestemt heller ikke være sådan, at man bliver begunstiget, fordi man har partibogen i orden og har arbejdet for socialdemokraterne”.

Professor: Massivt

Enhedslistens Rosa Lund siger til Berlingske, at hun godt forstår, at man med ansættelserne kan få en mistanke om, at Socialdemokratiet vil sætte sig på embedsværket:

“Jeg kan sagtens forstå, at man får de tanker, når man kigger på de her seks pressechefers politiske baggrund og partibog. Det er klart betænkeligt,” siger hun – med tilføjelsen, at hun forventer, at de pågældende pressechefer vil og kan være neutrale.

Tim Knudsen, professor emeritus ved Institut for Statskundkab ved Københavns Universitet, kalder antallet af ansættelser med tilknytning til Socialdemokratiet for “mere massiv end noget, vi har set før”.

“Dert ligner noget, der er sket som konsekvens af regeringsskiftet, og det understreger netop, at der kan være tale om en partipolitisk rekruttering,” siger han til Berlingske.

S-ordfører: Kun faglig vurdering bag ansættelser

Socialdemokratiets politiske ordfører Jesper Petersen afviser kritikken. I Radio24syvs medieprogram Q&A sagde han mandag, at ansættelserne er sket efter bogen via ministeriernes ansættelsesudvalg, og at det alene er faglige vurderinger, der har ligget til grund. Den påstand kaldte Ole Birk Olesen i samme radioprogram for en løgn.

De seks pressechefer, der har en fortid i Socialdemokratiet eller som rådgiver for en minister, er følgende:

Sten Kristensen, pressechef i Skatteministeriet siden 15. august. Har været særlig rådgiver for tidl. finansminister Bjarne Corydon.

Mads Koldby, pressechef i Erhvervsministeriet fra 1. oktober. Kommer fra et job som presserådgiver i Socialdemokratiet.

Thomas Bro Sæhl, pressechef i Børne- og Undervisningsministeriet pr. 1. november. Har været særlig rådgiver for nuværende social- og indenrigsminister Astrid Krag og tidl. udenrigsminister Villy Søvndal (SF).

Michael Dahl Nielsen, ny chef for Politik og Kommunikation i Kulturministeriet. Tidl. pressechef i Roskilde Kommune, hvor kulturminister Joy Mogensen var borgmester.

Pelle Dam, Udlændinge- og Integrationsministeriet. Var formand for SF Ungdom i 2009-2011. Det var samtidig med, at nuværende udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye sad i SFs landsledelse.

Jens Anton Tingstrøm, kommunikationschef i Social- og Indenrigsministeriet. Tidl. formand for SF på Østerbro, hvor han i 2012 støttede den nuværende social- og indenrigsminister Astrid Krag i formandsopgøret i SF.

Kilde: Berlingske.