Franskmændene frygter for deres sikkerhed

0
1639
Sikkerhed er det vigtigste spørgsmål for 96 procent af de vælgere, der vil stemme på det indvandringskritiske parti Rassemblement Nationals præsidentkandidat Marine Le Pen. Foto: CLEMENT MAHOUDEAU / AFP

82 procent af franskmændene er så bekymrede for sikkerheden i deres land, at de nævner det som den helt afgørende faktor for hvem der skal have deres stemme ved næste års præsidentvalg

Frankrigs næste præsident er måske nok den mest magtfulde valgte leder i Europa. Men han eller hun vil kun vinde valget, hvis vedkommende kan komme med et godt svar på vælgernes frygt for deres egen sikkerhed. For sikkerhed eller mangel på samme er det altoverskyggende tema – langt vigtigere end stigende udgifter, sociale forskelle eller klimakrise.

Tallene stammer fra en meningsmåling, som instituttet Fiducial-Odoxa har udført for avisen Figaro. Blandt de enkelte temaer, som vælgerne går op, er de stigende priser og sundhed naturligt nok vigtige. Men det er vold, terror og kriminalitet, der samlet er det mest vigtige tema i det kommende politiske opgør

”Mens volden og faren for attentater bliver ved med at forgifte hverdagen for hele landet, så vil vinderen af det kommende valg være den, der bedst kan komme med svar på denne udfordring,” fastslår avisen i sin præsentation af meningsmålingen.

De bekymrede franskmænd findes i alle politiske partier, men det er højrefløjen, der er mest optaget af terror og vold. Hos vælgerne til de to højrefløjspartier, der kan ventes at støtte den markante og indvandringskritiske Marine Le Pen ved præsidentvalget, gælder sikkerhed som det allervigtigste for 96 procent. Men selv hos socialisterne (67 %) og de grønne (64%) er det sikkerheden, der tæller mere end sociale forskelle eller klima.

En af de kandidater, der har en reel chance for at blive den næste præsident, har allerede reageret på tallene. Højrefløjskandidaten Valérie Pécresse, der i dag er præsident for den store region omkring Paris, fremhæver i dag i de franske medier, at hendes plan begynder med et totalt stop for indvandring.

Højrefløjskandidaten Valérie Pécresse nedlægger en krans i forbindelse med 1 års-dagen for mordet på gymnasielæreren Samuel Paty, der 16. oktober 2020 blev dræbt af en islamist, fordi han havde vist Muhammed-tegninger i sin undervisning. Valérie Pécresse ønsker et total stop for indvandring. Foto: Alain JOCARD / AFP

Dagligdags vold

Franske medier er begyndt at tale på en ny måde om volden og den kriminalitet, der ofte udspringer fra landets ghettoer. Man taler om den almindelige vold og om dagligdags kriminalitet. Som var det et uomgængeligt livsvilkår for en franskmand.

Terror og kriminalitet er et ægte problem i Frankrig. Landet har den næsthøjeste kriminalitetsrate (49 point) ifølge den store database Numbeo. Kun slyngelstaten Belarus er værre med 60 point – selv Sverige med 47 point ligger lavere.

Til sammenligning er tallet for Danmark lige under 27 point. Med andre ord er den reelle vold og kriminalitet i Frankrig næsten dobbelt så alvorlig, som hvad vi oplever.

Kilder: Figaro, Fiducial-Odoxa, Numbeo, Radio Sud