Politikens chefredaktør roser håndtryksceremoni

0
1996
Chefredaktør Christian Jensens kommentar i Politiken søndag.

Politikens chefredaktør Christian Jensen kalder sidste uges ceremoni, hvor ni udlændinge fik overrakt et dansk statsborgerskab efter et håndtryk af udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) , for ”smuk og bevægende”

En del Politiken-læsere må have gnedet øjnene og tjekket avisnavnet en ekstra gang, da de søndag læste deres avis. For på forsiden af 2. sektion kunne de læse en kommentar af chefredaktør Christian Jensen, som roste sidste uges statsborgerskabsceremoni i Eigtveds Pakhus i København. Det var her, at ni udlændinge som de første fik overrakt et dansk statsborgerskab, efter en ceremoni, hvor de trykkede en repræsentant for det officielle Danmark i hånden. I dette tilfælde udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Politiken har været fuld af kritiske indlæg om håndtrykskravet, som er en del af den nye indfødsretslov. Avisens ledere plejer at skælde ud på de udlændingepolitiske stramninger, som Regeringen, Dansk Folkeparti og i et vist omfang Socialdemokratiet har vedtaget. Men søndag var tonen en anden hos chefredaktøren. Under overskriften ”Et godt håndtryk” skriver Christian Jensen, at ceremonien, som fremover skal gennemføres af borgmestre ude i kommunerne, ”var både smuk og bevægende”.

”Jeg må pakke min fordomme sammen og med glæde erkende: Det var en smuk, bevægende og værdig ceremoni, der handlede om meget mere end det stærkt omdiskuterede håndtryk. En enkelt af de nye statsborgere blev så rørt, at hun fældede en glædeståre. Selv ikke et stort opbud af journalister og knipsende pressefotografer fra ind- og udland kunne taget det smukke ud af ceremonien. Det var dejligt at se,” skriver chefredaktøren.

Og han skriver et andet sted:

”Selv om loven er skrevet på ryggen af en gusten politisk dagsorden skabte den en smuk ceremoni torsdag eftermiddag”.

”Jeg må pakke min fordomme sammen og med glæde erkende: Det var en smuk, bevægende og værdig ceremoni”

Christian Jensen, chefredaktør, Politiken

“Håber de vil se skønheden i sin egen ceremoni”

Chefredaktøren for den centrumvenstreorienterede avis har dog ikke helt overgivet sig. Han mistænker stadig Inger Støjberg, regeringen og Dansk Folkeparti for at have skumle politiske motiver bag håndtrykskravet. Christian Jensen stiller således spørgsmålet, om håndtryksceremonien er skabt ”for blot at vente på at se den ryge i luften med et brag”. Det vil, ifølge chefredaktøren, ske, når en statsborgerskabskandidat af religiøse grunde nægter at give hånd.

”…(jeg håber) at regeringen vil tage skønheden i sin egen ceremoni så alvorligt, at den ikke vare venter på at det hele går galt,” skriver Christian Jensen, som stadig mener at håndtrykket ikke bør være et krav.

Statsborgerskabsceremonien med håndtrykskravet blev vedtaget i december med stemmer fra Regeringen og Dansk Folkeparti. Socialdemokratiet, som oprindeligt gik ind for håndtrykskravet, stemte gult ved afstemningen, dvs. de undlod at stemme.

Læs også: Nej til statsborgerskab, hvis du ikke vil give hånden