Tyske medier angriber Østrigs regering

0
1697
Frihedspartiets leder Heinz-Christian Strache på et pressemøde i søndags, efter at han var blevet fyret som vicekansler. Foto: HELMUT FOHRINGER / APA / AFP) / Austria OUT

Tyske medier har viderebragt en video af en lettere overrislet østrigsk politiker, der synes at være til at købe for penge. Videoen har sendt den østrigske regering til tælling.

I dag forlod yderligere fem ministre fra det østrigske frihedsparti FPÖ den østrigske regering. Deres leder Heinz-Christian Strache var manden i videoen, hvor han tilsyneladende lover en kvinde indbringende statslige kontrakter i mod at få hende til at sætte penge ind valgkampen for to år siden. Han blev efter offentliggørelsen fyret som vicekansler og østrigske medier meddeler i dag, at hans kone er gået fra i forlængelse af skandalen.

Hele miseren har sit udspring i en video, der blev optaget for to år på festøen Ibiza. Da var Østrig midt i en valgkamp, og tilsyneladende lover Strache en kvinde, som han tror er niece til russisk rigmand, at hun kan få kontrakter med den østrigske regering, hvis hun og hendes penge hjælper FPÖ til et godt valg. Pengene kom aldrig, men frihedspartiet vandt alligevel i et land, der er træt af utjekket indvandring.

Det er ikke klart, om Strache egentlig bare plaprer løs i godt selskab eller om han faktisk gør noget, der er ulovligt. Derfor er de østrigske medier relativt tilbageholdende i deres omtale af sager. De tyske medier derimod synes overbevist om at Strache har gjort noget ulovligt og at de samtidig hjælper til med at give højrefløjen i Europa et dårligt valg på søndag.

Hverken avisen Süddeutsche Zeitung eller bladet Spiegel, der åbnede skandalen ved at vise uddrag af filmen, vil fortælle hvem der har givet journalisterne filmen. Overfor andre medier vil de heller ikke spekulere på, hvorfor de mon lige har modtaget den lige inden valget til EU-parlamentet. Og de vil heller ikke ud med, hvorfor de kun bringer dele af filmen, der menes at være seks timer lang.

Østrigs kansler Sebastian Kurz. Foto: REUTERS/Leonhard Foeger

Grænser for indvandring

Den nuværende regering under den 32-årige kansler Sebastian Kurz fra de konservative har sammen med det indvandringskritiske parti FPÖ ændret Østrig ganske meget under deres to år ved magten. Velfærdsydelser til flere grupper – som børnepenge til udenlandske arbejdstagere – er blevet beskåret. Samtidig er der øget pres på migranterne i landet om enten at rejse hjem eller i det mindste tage et arbejde.

Der ventes nyvalg til september, og Sebastian Kurz forsøger at få lov til at blive siddende indtil dag. Han ventes senere i dag at udnævne seks topembedsmænd til at fylde hullerne efter de seks ministre fra FPÖ. Men han har reelt et flertal imod i landets parlament, fordi FPÖ er så vrede over behandlingen af Strache, at partiet overvejer at stemme imod Kurz.

Udenlandske spioner

I Østrig spekulerer man på, om det er udenlandske sikkerhedstjenester, der står bag filmen. Dels er filmen – eller i hvert fald de dele, som nu er kommet frem – i en usædvanlig høj kvalitet. Dels er der brugt ret store beløb på at sikre at villaen, hvor det hele blev optaget, så virkelig dyr ud med luksusbiler foran døren.

Ideen virker umiddelbart forrykt, men får næring af det faktum, at FPÖ har relativt gode relationer til Rusland.

Særligt USA har udtrykt usikkerhed ved at medlemmer af FPÖ kunne viderebringe hemmeligheder, som de bliver delagtiggjort i som en del af regeringen. Det er særligt avisen Presse, der citerer kilder i landets egen efterretningstjeneste for denne teori. Avisen har samtidig et længere interview med en af de østrigere, der blev narret på Ibiza, og som i dag finder det hele overmåde pinligt:

https://diepresse.com/home/innenpolitik/5632078/Gudenus-ueber-Ibiza_Das-ist-an-Peinlichkeit-nicht-zu-ueberbieten

Mange østrigere finder politikernes opførsel mere end upassende. Men samtidig er der i brede kredse i Østrig en stor modvilje mod de tyske medier, der igen og igen har belært østrigerne om, at deres holdninger til migranter er upassende og nærmest nazi-agtige.