Tyrkiet sender igen tusinder af flygtninge til Europa

0
4443
Tyrkiets præsident Tayyip Erdogan taler på et møde i AK Partiet torsdag. Erdogan truer med at sende 3,6 millioner flygtninge mod Europa. Foto: Adem ALTAN / AFP

Flygtninge strømmer igen mod vest fra Tyrkiet og landets egenrådige præsident Tayyip Erdogan truer nu med at lukke porten helt op for landets omkring 3,6 millioner flygtninge fra Syrien

Alene på en enkelt dag i sidste uge kom der 650 migranter i landet på den græske ø Lesbos – det højeste antal siden flygtningekrisen i 2016. Samlet er der i juli og august kommet over 12000 flygtninge i land på de græske øer. De har reelt kun kunnet sejle over, fordi de tyrkiske myndigheder har lukket øjnene og ladet dem stå til søs.

Striden handler om penge og magt. Tyrkiet blev i 2016 lovet 45 milliarder kroner i støtte fra EU for at holde flygtningene tilbage. Selv siger Erdogan, at kun halvdelen af pengene er kommet frem – og han hævder også, at flygtningene har kostet Tyrkiet mere end 270 milliarder kroner.

I Tyrkiet er der på den ene side ikke mange, der længere tror på ham og hans tal. På den anden side frygter man en større nedtur og mere hjælp til at huse flygtninge kunne hjælpe den hårdt trængte økonomi. Og da det sidste vejer tungere end den voksende mistillid til Erdogan, støtter mange kommentatorer og politikere hans krav om flere penge fra Vesten.

Erdogan hævder, at flygtningene har kostet Tyrkiet mere end 270 milliarder kroner.

Flytte grænsen

Erdogan har også aftalt med den amerikanske præsident Donald Trump, at der skal indrettes en slags sikkerhedszone i Syrien på 30 kilometer. Selv siger Erdogan, at den skal bruges til at bygge nye boliger, så de syriske flygtninge sådan halvvejs kan vende tilbage. Reelt svarer det til at tyrkerne tager kontrollen med den nordligste del af det hærgede land.

Derfor har amerikanerne trods aftalen med Trump ikke givet tyrkerne endeligt grønt lys til at rykke ind. Dels er det reelt en besættelse af området, dels kommer de kurdiske militser, der er amerikanernes eneste rigtige allierede i Syrien, i klemme.

Tyrkiets præsident Tayyip Erdogan på et møde AK Partiet torsdag i Ankara. Foto: Murat Kula/Presidential Press Office/Handout via REUTERS ATTENTION EDITORS

Græsk problem

Det nye pres østfra rammer i første omgang grækerne. De er igen begyndt at flytte flygtninge fra øerne ind til fastlandet, hvorfra de lettere kan søge mod nord. Samtidig har der været optøjer ved flere flygtningelejre, hvor især unge mænd har sat ild til dele af lejrene.

Landets nye moderate regering har klaget direkte til tyrkerne over, at de lader flygtninge rejse videre på trods af aftalen med EU. Den nye græske leder Kyriakos Mitsotakis har også været i Berlin og bedt om tyskernes hjælp. Men som så ofte før, fik han kun et ’måske’ med hjem fra kansler Angela Merkel.