Tyrkiet: Hellere arbejde end religion

0
2999
Tyrkiets præsident Tayyip Erdogan og hans Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP), har mistet kontrollen over flere af Tyrkiets største byer. Foto: BULENT KILIC / AFP

Seksten års uafbrudt fremgang er slut for Tyrkiets stærke mand, Recep Tayyip Erdogan, hvis parti har mistet magten i landets store byer

Særligt ondt gør det for partiet AKP at miste flertallet i hovedstaden Ankara, hvor det i 25 år har haft den absolutte politiske magt. Oppositionen, der har samlet sig i partiet CHP, fik godt 50 procent af stemmerne mod 47 til AKP. Erdogans parti klarede sig bedre på landet og får samlet over 51 procent af stemmerne ved søndagens kommunevalg – sammen med dens højreorienterede allierede i partiet MHP.

Mest spændende er valget dog i Istanbul, der med sine over 15 millioner indbyggere både er Tyrkiets og Europas største by. Her var Erdogan selv borgmester i 90’erne og startede sin politiske karriere her. Her hævder begge grupper at have vundet, men reelt er resultatet for tæt til at afgøre.

CHP fører her med mindre end to promillepoint, men samtidig er der uregelmæssigheder ved valget. Den tyrkiske valgkommission har fundet 84 valgurner, hvor stemmerne ikke lige var blevet talt med.

Ny ydmyghed

Byboerne vender sig væk fra Erdogan og hans stadig mere skingre nationalistiske og islamistiske kurs. Hans største nederlag kom i den driftige handels- og industriby, Izmir, der altid har haft et mere afslappet forhold til religion. Her har CHP et forspring på 20 procentpoint ned til Erdogans AKP.

Nederlaget kommer efter en valgkamp, hvor det blev stadig mere tydeligt, at den tyrkiske økonomi har det skidt. For blot et år siden var landets valuta ude i en stor krise, og en ny synes at være på vej. Samtidig skader Erdogans selvhævdende og stadig mere islamisk orienterede politik udlandets tillid til Tyrkiet.

Erdogan selv var usædvanligt ydmyg, da han natten til mandag atter en gang stod på balkonen ved sit partis hovedkvarter. Og for første siden grundlæggelsen i 2001 var det ikke en sejrherre, der stod på balkonen. I stedet erkendte han sit partis nederlag.

”Alle dem, der kommer med falske løfter, de skal bare gå i gang. Vi vil se, hvordan de klarer sig – og med Guds hjælp vil vi forsætte vores vej – og tage ved lære af de fejl, vi har begået i denne valgkamp,” sagde han.