Tyrkiet åbner vejen til Europa for flere flygtninge

0
3523
En gummibåd med 54 afghanske flygtninge ankommer til den græske ø Lesbos fra Tyrkiet tidligere fredag. Foto: ARIS MESSINIS / AFP

Tyrkiet vil ifølge Reuters sende flygtninge fra de nye kampe i Syrien direkte videre til Europa. Målet er at få Europas opbakning i deres egen krig

Den tyrkiske hær er siden torsdag rykket frem i det nordlige Syrien og har sammen med deres allierede blandt de syriske rebeller afskåret hovedvejen mellem Damaskus og byen Aleppo. Her løb tyrkerne i et modangreb fra den syriske regeringshær, der kostede mindst 33 tyrkiske soldater livet. Både egentlige kampsoldater og en konvoj med forsyninger blev angrebet.

Kampene kommer netop som syrerne har genåbnet Aleppos lufthavn for civile fly som et tegn på at have fået kontrol med området. Det er uklart, om syrernes russiske allierede deltog i modangrebet, men det er sandsynligt. Det tyrkiske militær er veludrustet og i stand til at dominere syrerne, men hvis tyrkerne er oppe mod russerne direkte, er det en anden sag.

Den amerikanske regering har i aftes udtrykt sin støtte til deres tyrkiske allierede i Nato, men på jorden er tyrkerne alene. Det er formentlig grunden til, at man nu på sin egen bagvendte måde vil have Europa til at hjælpe.

Mindst 33 tyrkiske soldater er torsdag blevet dræbt i et luftangreb i den syriske provins Idlib. Siden december er knap en million flygtet fra deres hjem. Foto: OMAR HAJ KADOUR/Ritzau Scanpix

En million ekstra

En tredjedel af beboerne i området Idlib er på flugt fra de nye kampe – det svarer til omkring 900.000. De søger mod den tyrkiske grænse og især byen Gaziantep er overfyldt med nye flygtninge. I den situation vil den tyrkiske regering ifølge Reuters ikke længere holde dem tilbage, men tillade dem at rejse videre mod Europa.

Fra september sidste år til januar i år kom der ifølge FN’s flygtningehøjkommissariat mindst 36.000 nye flygtninge og migranter til Grækenland fra Tyrkiet. Mange af dem kommer ikke fra Syrien, men fra lande længere østpå som Afghanistan og Pakistan. De vælger at rejse videre, fordi tyrkerne over det sidste halve år har samlet migranter op fra byerne ved vestkysten og sendt dem tilbage til de regioner i øst og syd, hvor de først blev registreret som flygtninge.