Der er sat godt otte milliarder kroner af i det nye budget for 2019 til Donald Trumps mur. En lille sejr for ham, som han sælger som en stor sejr
Hvor andre politikere står i klynger og gør sig til foran fjernsynskameraer efter et vigtigt udvalgsmøde, havde den amerikanske præsident startet Air Force One og fløj til grænsen mod Mexico. Og mens demokraterne i Washington talte om, at de med det nye budgetforlig har forhindret endnu et stop for løn til statsansatte, så talte Trump i byen El Paso om sin mur.
Pengene i budgettet rækker kun til en fjerdedel af de omkring 350 km mur, han selv gerne vil bygge. Og i stedet for en betonmur er der penge til et metalhegn. Alligevel fortalte præsidenten i aftes til sine mange tilhængere, at han har tænkt sig at bygge muren alligevel.
Hvordan han skaffer pengene eller om et hegn er lige så godt som beton – det talte han ikke om. I stedet talte Trump, om at muren vil beskytte amerikanerne mod alt det uønskede: migranter, narko og sexhandel.
Muren som skæbne
Hvor Donald Trump gentager sin ide om, at muren er livsnødvendig for USA, er modstanden mod muren blevet til et korstog for demokraterne. Mens præsidenten talte i El Paso, gik Beto O’Rourke, der lige nu har gode chancer for at blive demokraternes modkandidat til Trump, til modangreb. El Paso er hans hjemby og O’Rourke var vred over, at Trump i hans øjne løj om hvor alvorlig kriminaliteten er i El Paso.
Og Trump løj helt klart, da han sagde, at O’Rourke kun kunne samle et par hundrede til sit møde. Men selvom Trump ofte er på usikker grund i sine argumenter, rammer han følelsen blandt sine tilhængere ret præcist. For dem er muren et svar på deres følelse af tab af identitet og velstand over de sidste årtier.
Et tab, som demokraterne ikke tager alvorligt i deres stigende modstand mod muren. Senest har den demokratiske guvernør for Californien, Gavin Newsom, meddelt, at han trækker op mod 400 mænd fra statens nationalgarde væk fra grænsen til Mexico. Selv med en mur skal grænsen bevogtes døgnet rundt for at migranter ikke klatrer over muren eller graver under den.