Mand anholdt og sigtet for at planlægge terror ud fra “et militant islamistisk motiv”. Han ville skyde på civile og/eller politiet, siger justitsminister Nick Hækkerup (S)
Islamistisk inspireret terror var målet for den mand, som torsdag eftermiddag blev anholdt i en stor antiterroraktion. Politiet er indtil videre meget sparsom med oplysningerne, men på et pressemøde torsdag eftermiddag kom det frem, at den pågældende har forsøgt at anskaffe sig både skydevåben og ammunition. Han sigtes efter straffelovens paragraf 114, som også kaldes terrorparagraffen.
Politiet vil ikke oplyse, om hvornår eller hvor den terrorsigtede ville slå til, men justitsminister Nick Hækkerup (S) oplyser følgende til DR.dk:
“Der var tale om en mand, der ville anskaffe sig våben med det mål at begå et eller flere terrorangreb; altså skyde på civile og/eller politiet,” sagde han.
DR: Hvor tæt var det på, at der blev begået et angreb?
“Det er svært at sige, men han har været et sted (i planlægningen, red.), hvor han forsøgte at købe våben med henblik på at begå terror”.
Statsministeren: Mørke kræfter
Terroranholdelsen har udløst flere politiske reaktioner. Statsminister Mette Frederiksen siger i en skriftlig udtalelse til TV2:
“Dagens aktion vidner om, at der fortsat er mørke kræfter i Danmark, der vil os det ondt, og som ikke skyr nogen midler. Derfor skal vi fortsætte kampen mod terror med alle midler”.
Pia Kjærsgaard: Så skete det igen
DFs udlændingeordfører Pia Kjærsgaard skriver på Twitter:
“Så skete det igen. Terror i Danmark. Der er lukket alt for mange ind i Danmark, der vil os det ondt. Og alt for mange har fået dansk statsborgerskab. Tak til politi og PET for godt arbejde”.
DFs gruppeformand Peter Skaarup skriver på Twitter:
“Danmark er igen under trussel fra islamistisk terror. Heldigvis er politiet og PET årvågne. Men vi har et problem med, at der bliver udvist for få islamister fra Danmark. De bør slet ikke kunne have ophold i Danmark”.
Den anholdte fremstilles fredag i et grundlovsforhør. Politiet afviser, at sagen har forbindelse med den store terroraktion fra december, hvor 20 personer blev anholdt. Her var motivet også et eller flere terrorangreb med militant, islamistisk motiv.