“Ytringsfriheden skal ikke begrænses af politisk korrekthed”

0
2324
Peter Skaarup, gruppeformand og retsordfører for Dansk Folkeparti.

Dansk Folkeparti vil bruge ytringsfrihedskommissionens store betænkning til at styrke ytringsfriheden i Danmark. DF vil ændre offentlighedsloven, fjerne racismeparagraffen og styrke ytringsfriheden på de sociale medier

En 800 siders betænkning fra ytringsfrihedskomissionen, som blev offentliggjort torsdag formiddag, sætter ny gang i debatten om ytringsfrihed i Danmark. Står det til Dansk Folkeparti, skal kommissionens omfattende arbejde bruges til at styrke ytringsfriheden. DF vil bl.a. have forbedret offentlighedsloven og fjernet racismeparagraffen.

“Ytringsfriheden er efter min mening en af de allervigtigste frihedsrettigheder, vi har i Danmark. Og den er ingen selvfølge. Den er hele tiden under pres, og vi skal hele tiden kæmpe for retten til at ytre sig. Også for dem, som vi er lodret uenige med. Min position er, at ytringsfriheden skal være så vidtgående som mulig, men den må nødvendigvis i konkrete tilfælde opvejes mod andre hensyn,” siger DFs retsordfører Peter Skaarup i en kommentar.

“vi skal hele tiden kæmpe for retten til at ytre sig. Også for dem, som vi er lodret uenige med”

DF: Afskaf racismeparagraffen

Ytringsfrihedskommissionen, som har haft tidl. nationalbankdirektør Niels Bernstein som formand, blev nedsat af VLAK-regeringen i 2017 og har brugt de seneste to år på at evaluere og beskrive ytringsfrihedens rammer og vilkår i Danmark. Peter Skaarup roser arbejdet som ”et godt diskussionsoplæg”, og han finder det især interessant, at kommissionen har haft fokus på grænserne for ytringsfrihed.

“For selvfølgelig må man ikke misbruge ytringsfriheden til for eksempel at opildne til vold eller mord med såkaldt ’hadsk tale’. Grænsen vil nok altid være til diskussion og fortolkning, men den bør være så klar som mulig, så man som borger ved, hvor den går,” siger Peter Skaarup.

Et flertal i kommissionen ønsker ikke at afskaffe racismeparagraffen. Peter Skaarup bakker det mindretal op, som vil af med paragraffen:

”Jeg er helt enig med mindretallet. Man modgår ikke racisme ved at forbyde ytringer, men netop ved at få dem frem i lyset og argumentere imod dem,” siger han.

“Man modgår ikke racisme ved at forbyde ytringer”

Politisk korrekthed på sociale medier

Kommissionen har naturligt nok sat meget fokus på de sociale medier. Hovedsynspunktet er, at sociale medier har haft en ”nærmest revolutionerende betydning” for ytrings-og informationsfriheden. Men som Peter Skaarup konstaterer, har der sneget sig en politisk korrekted ind på bl.a. Facebook, som begrænser ytringsfriheden.

”Det ser vi desværre en stigende tendens til. Vi har blandt andet set, hvordan et uskønt partnerskab mellem Merkel (den tyske kansler, red.) og Facebook har banet vejen for censur, hvor opslag fjernes automatisk, hvis man mener de er krænkende. Det er vigtigt, at ytringsfriheden ikke begrænses på grund af politisk korrekthed,” siger Skaarup.

Offentlighedsloven skal ændres

Et andet område, hvor ytringsfriheden halter, er i ministerier og styrelser. Den omdiskuterede offentlighedslov fra 2013 er blevet kaldt ”mørklægningsloven”, men trods massiv kritik gennem årene har hverken Venstre eller Socialdemokratiet villet ændre på loven. Dansk Folkeparti vil nu gøre endnu et forsøg på at få ændret loven, så offentligheden kan få mere indsigt i, hvad der foregår i ministerier og styrelser.

“Det lykkedes næsten Dansk Folkeparti at samle alle partier uden om regeringen om vores holdning ved en forespørgselsdebat i Folketinget for nylig. Men regeringen var desværre ikke villig til at åbne forhandlingerne om indførelse af større åbenhed i loven. Nu vil vi komme med et nyt forslag,” siger Peter Skaarup.

Betænkningen fra ytringsfrihedskomissionen kan læses her.

Læs også: Skaarup: Rystende at så mange muslimer vil begrænse ytringsfriheden