Sveriges TV får røffel for at tage afstand fra Sverigedemokraterne

0
2398
Sverigedemokraternes leder Jimmie Åkesson i den direkte partilederrunde to dage før valget på SVT. "De passer ikke ind i Sverige, og så er det svært at få et job," sagde han om indvandrere - en udtalelse, som en studievært fra SVT efterfølgende tog afstand fra. Screenshot fra Expressen.se

Studievært på Sveriges Television (SVT) tog afstand fra Sverigedemokraternes partileder på direkte tv. Det var ikke i orden, fastslår det svenske tv-og radio nævn

To dage før Rigsdagsvalget i Sverige den 7. september 2018 tog en studievært på Sveriges Television (SVT) afstand fra en udtalelse, som Sverigedemokraternes leder Jimmie Åkesson var kommet med i den afsluttede partilederrunde samme aften på SVT. Det skete for åben skærm og med følgende bemærkning:

”Det var en groft generaliserende bemærkning, og SVT tager afstand fra den”.

Jimmie Åkesson kaldte efterfølgende udtalelsen en skandale, og nu har Granskningsnævnet, som holder øje med de svenske public service-medier, fastslået, at den ikke var i orden.

”Det kan diskuteres, om partilederens udtalelse i debatten var af en art, der krævede et modspørgsmål eller en replik fra SVT, men uanset hvad risikerer SVTs markering efter debatten at fremstå som en politisk stillingtagen. Nævnet bemærker særligt, at udtalelserne (fra Jimmie Åkesson, red.) faldt i en partilederdebat tæt på valget. Den pågældende afstandtagen medførte dermed, at programmet kom til at stride mod kravet om upartiskhed,” lyder det i en afgørelse fra Granskningsnævnet, som blev offentliggjort mandag.

“De passer ikke ind i Sverige”

Udtalelsen fra Jimmie Åkesson, som SVT tog afstand fra, var denne:

“Bare indvandrere får et arbejde, kommer alt til at gå godt – det har de sagt hele tiden. Men det sker ikke; det er ikke sådan, det kommer til at gå. Derfor må man stille det spørgsmål, hvorfor det er så svært for de her mennesker at få et job? Det er fordi de ikke er svenskere. De passer ikke ind i Sverige”.

SVTs programchef forsvarede efterfølgende sin medarbejder med henvisning til den såkaldte demokratiparagraf i den svenske radio- tv-lovgivning. I følge den skal “programvirksomheden kendetegnes af den demokratiske stats grundideer og principper om alle menneskers ligeværd og individuelle menneskers frihed og værdighed”.

Men både politikere og andre medier tog efterfølgende afstand fra SVT, og nu er det altså slået fast, at den store public service-station gik over stregen.

Sverigedemokraterne siger om afgørelsen:

“SVT’s afstandtagen to dage før valget var intet mindre end en skandale. For os var det åbenlyst, at man gik ud over sin upartiskhed,” siger partiets pressechef Henrik Gustafsson til Expressen.