DF vil have grænsekontrol fra Sverige til Danmark

0
2568
Øresundsbroen. Arkivfoto

Dansk Folkeparti foreslår permanent grænsekontrol fra Sverige. I dag er der ingen kontrol med, hvem der rejser ind i Danmark over Øresund

Lige nu er der ingen grænsekontrol, når du kører fra Sverige til Danmark. Men det skal der laves om på, hvis det står til Dansk Folkeparti. Partiet har netop rejst et beslutningsforslag om at indføre permanent grænsekontrol til Sverige efter samme model, som 4. januar 2016 blev indført til Tyskland. Grænsekontrollen skal gælde alle grænseovergange og omfatte både bilister og togpassagerer.

”Det er vigtigt for en selvstændig og suveræn nationalstat som Danmark, at der er styr på grænsen og en rimelig kontrol med hvem og hvad, der kommer ind og ud af landet. Ikke mindst af hensyn til landets og borgernes sikkerhed og tryghed,” skriver DF i forslaget.

Terrordømte har fri adgang

Dansk Folkeparti henviser blandt andet til de fire islamistiske terrorister, som i 2012 blev idømt 12 års fængsel for planer om et terrorangreb på Morgenavisen Jyllands-Posten i København. De blev løsladt ved årsskiftet i Sverige og kan nu rejse ind i Danmark uden kontrol, selv om de i følge svenske myndigheder har fastholdt deres radikalisering:

”Det er umuligt at vide noget om, hvorvidt de løsladte igen vil forsøge sig med et angreb rettet mod personer i Danmark. Men en ting er lige nu helt sikkert og det er, at de pågældende uden nogen særlig risiko vil kunne rejse fra Sverige til Danmark uden at blive antastet, fordi der ikke er nogen grænsekontrol mellem Sverige og Danmark,” skriver DF i forslaget.

Her henviser partiet også til de mange sager med skuddrab og bombesprængninger i Sydsverige og de mange tusinde asylansøgere, der er kommet til Sverige de seneste år.

”Som situationen er i disse år, er det naivt at tro, at der kan være en fuldstændig åben grænse til Sverige,” skriver DF, som ønsker grænsekontrollen etableret hurtigst muligt:

”(…) Så der er en rimelig kontrol med, hvem og hvad der kommer ind i landet og som giver en mulighed for at opnå resultater i lighed med dem, der er opnået med grænsekontrollen til Tyskland. Det er endvidere muligt, at grænsekontrol til Sverige kan forhindre afviste svenske asylansøgere og andre uønskede personer i at rejse fra Sverige og ind i Danmark,” skriver DF.

Grænsekontrollen mellem Danmark og Tyskland har i følge Rigspolitiet i de første tre år  ført til beslaglæggelse af 801 våben, afvisning af 7.132 personer og 5.479 sigtelser, blandt andet om menneskesmugling, våbenbesiddelse og narkosmugling.

”Som situationen er i disse år, er det naivt at tro, at der kan være en fuldstændig åben grænse til Sverige”

Dansk Folkeparti i beslutningsforslag

Pendlertalsmand kritiserer forslag

En talsmand for togpendlerne på Kystbanen kritiserer DF-forslaget. Det vil få store konsekvenser, lyder det:

“Risikoen er markant færre afgange og længere rejsetid, og det vil betyde, at der er flere, der vil smide håndklædet i ringen og sige, nu kan vi ikke mere. Nu er vi nødt til at arbejde i det land, vi bor i og ikke den region, vi bor i,” siger Michael Randropp til dr.dk.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen afviser kritikken:

“Man skal lade være med at se spøgelser ved højlys dag. Grænsekontrollen vil være i Danmark og hovedstadsområdets interesse,” siger Martin Henriksen til dr.dk.

Læs også:

Terrorekspert kritiserer Sveriges grænsekontrol: Den er en af Europas dårligste