Sverigedemokraterne angriber embedsfolk, der leger politikere

0
1974
Sverigedemokraternes leder Jimmie Åkesson. Foto: SD

SD vil gøre op med topembedsmænd, der på egen hånd laver politik indenfor integration, når deres stemmer bliver afgørende for landets næste regering

Corona krisen har i Sverige som i Danmark været godt for den siddende statsminister, og Stefan Löfven har næsten fordoblet sin personlige opbakning. Dermed rykker han forbi SDs leder, Jimmie Åkesson, i personlig prestige hos vælgerne. Men ironisk nok betyder en svækkelse af SD også en bedre chance for at få indflydelse.

Senest har lederen af opposition i den svenske rigsdag, den konservative Ulf Kristersson, åbnet døren for SD til de afgørende forhandlinger om finansloven. Han har simpelthen sagt, at efter de hårde slag, som corona krisen har givet Sverige, så er det politiske landskab forandret for altid. Nu må det for eksempel være slut med at holde det store indvandringskritiske parti SD udenfor forhandlinger, herunder om finansloven.

I et stort interview med den svenske avis Expressen taler SD’s leder Jimmie Åkesson om, hvad SD skal have for at støtte en ny borgerlig regering. Et opgør med indvandring og med de embedsmænd, der på egen hånd gør det nemt for nye migranter at komme ind i Sverige, er en del af prisen. I hans øjne driver embedsmændene politik på egen hånd eller rettere på vegne af socialdemokraterne, for som Åkesson bemærker, har de typisk partibogen i orden – det er nysvensk for at være socialdemokrat.

Ham de andre ikke leger med

Udover et kækt billede af SD’s leder overskrævs på en shabby chic lænestol midt på en gågade, indeholder artiklen i Expressen en række markante udtalelser fra Jimmie Åkesson. Herunder om sin position som ham, de andre ikke gider lege med. For eksempel siger han om de konservative i partiet Moderaterna, der er tvunget til at arbejde sammen med SD for at få regeringsmagten:

”Jeg tror egentlig ikke, at Moderaterna er vildt glade over at være nødt til at danne en regering, der er afhængig af vores støtte. Det er nok ikke det, man går og længes mest efter. Men efter mange overvejelser har man indset, at det er den eneste vej til indflydelse og regeringsmagt.”

Sverigedemokraternes leder Jimmie Åkesson på Dansk Folkepartis årsmøde i september 2018. Foto: Carsten Lundager

Og han vil have indflydelse, hvis SD skal støtte en konservativ regering. I Sverige taler medierne slet ikke om muligheden for at det store parti skal i regering selv. Men omvendt kan en borgerlig regering kun tage over med støtte fra Jimmie Åkesson og SD – og det skal koste:

”Migrationspolitik er helt afgørende for vores vælgere og dermed for os. Så vi vil have indflydelse på den – og på indsats mod kriminalitet og på energipolitikken. Selvfølgelig er det den økonomiske politik, der styrer landet, men når det handler om mere langsigtede reformer, der skal skabe et mere trygt og sammenhængende Sverige, er det altså ikke finansloven, der er vigtigst.”

Her spørger avisens journalister så om der er afgørende forskelle på Moderaterna og Sverigedemokraterne i for eksempel spørgsmålet om ny indvandring. Til det svarer Jimmie Åkesson:

”Ja – det handler om mængder. Vi mener, at Sverige er fuldt. Moderaterna taler altid om deres ide om en øvre grænse for ny indvandring,” siger han og tilføjer:

”Vi mener, at den grænse skal gå ved nul – hvad angår nye asylansøgere og familiesammenføringer.”

Kilder: Expressen, SD, SVT.