Sverige udvider grænsekontrollen til flere havne og lufthavne

0
2371
Sverige har skærpet sin grænsekontrol, så der nu laves stikprøvekontroller i bl.a. større lufthavne.

Nu er det ikke kun ved Øresundsbroen og i sydsvenske havne, at grænsepolitiet kan kræve at se pas eller national id fra rejsende, der kommer fra de øvrige nordiske lande eller Schengen-området. Nu udvides kontrollen til havne over hele Sverige og de største lufthavne

Tirsdag blev en person, der var landet med et fly fra Athen, stoppet af grænsepolitiet i Arlanda Lufthavnen i Sverige. Han havde ingen pas eller id-papirer på sig, og sagen er nu overdraget til den svenske Migrationsstyrelse. Det fortæller svensk politi i en pressemeddelelse.

Stikprøvekontrollen på flyet fra Athen var en af de første af sin slags, siden Sverige fra denne uge skærpede sin indre grænsekontrol, dvs. kontrollen mod lande i Schengen-samarbejdet og Norden, som ellers er en del af det åbne grænseområde i EU.

“Et kæmpemæssigt skridt”

Siden flygtningestrømmen eksploderede i 2015, hvor 162.877 personer søgte asyl i Sverige, har der været grænsekontrol på den svenske side af Øresundsbroen og i en række sydlige svenske havne. Men nu er kontrollen blevet udvidet til flere havne og til landets største lufthavne. Her er det nu et krav, at rejsende, som kommer fra det ellers åbne grænseområde, skal have pas eller national id på sig.

”Det er et kæmpemæssigt skridt for Sverige med den grænsekontrol, der netop er indført. I Danmark lyder det måske ikke er af noget særligt, men svenskerne har altid betragtet Sverige som åbent og internationalt,” siger Ann-Sofie Dahl, docent i international politik ved Københavns Universitet, til Berlingske.

Formålet med den skærpede kontrol er ”at identificere asylansøgere, økonomiske migranter og potentielle terrorister og andre kriminelle blandt de rejsende,” skriver politiet i pressemeddelelsen.

”Det er et kæmpemæssigt skridt for Sverige med den grænsekontrol, der netop er indført”.

Statsministeren taler

Den skærpede grænsekontrol ventes nævnt, når Sveriges socialdemokratiske statsminister Stefan Løfven senere i dag taler på det svenske folkemøde ”Almedalsveckan” på Gotland.

Skærpet grænsekontrol har i flere år været et krav fra Sverigedemokraterne. Det er blevet afvist af de øvrige partier. Men kontrollen med indvandringen er det altdominerende tema i den svenske valgkamp. Derfor kunne statsministeren tænkes at bruge den skærpede grænsekontrol til at bringe sig selv og sit parti på omgangshøjde i indvandringsdebatten.

Om det virker, er spørgsmålet. En meningsmåling for SVT viste i maj, at 27 procent af svenskerne har mest tillid til, at Sverigedemokraternes leder Jimmie Åkesson kan gøre noget ved problemerne med flygtninge, integration og indvandring.

”Sverigedemokraterne har størst troværdighed i spørgsmålet om flygtninge og indvandring, mens Socialdemokraterne og Moderaterna har skiftet politik så mange gange,” siger Ann-Sofie Dahl.

Den skærpede grænsekontrol gælder foreløbig frem til 11. november 2018.