Afviser minister: Der er brug for flere statslige udflytninger

0
2941
Dansk Folkepartis finans- og miljøordfører Rene Christensen. Foto: Steen Brogaard

Den nye erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) mener ikke, at der er kompetencer nok i provinsen til flere statslige udflytninger. Nedladende kommentar, mener DFs finansordfører Rene Christensen, som kalder udflytninger win-win for København og provinsen

Af Steen Trolle

Danmarks nye erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) glemmer, at han nu er minister for hele Danmark, når han siger nej til flere statslige udflytninger fra København.

Det siger Dansk Folkepartis erhvervsordfører Rene Christensen.

”Mange af dem, der arbejder på de statslige arbejdspladser i København, bor jo ikke inde midt i byen. De bor udenfor København og pendler ind. Så selvfølgelig er der kompetencer til at besætte statslige arbejdspladser udenfor København,” siger han.

7924 arbejdspladser flyttet ud

Regeringen har siden 2015 gennemført to store, statslige udflytningsrunder under overskriften “Danmark i bedre balance”, hvor der i alt er flyttet 7924 arbejdspladser ud. Men nu mener Rasmus Jarlov, at tiden er kommet til at fokusere på hovedstaden.

”Det er rigtigt vigtigt, at hovedstaden trives, og at alt ikke flytter ud,« siger ministeren til Finans.dk.

Men det argument køber Rene Christensen ikke:

”Det er nærmest win-win at udflytte arbejdspladser. Der mangler arbejdskraft i hovedstaden, så statslige udflytninger kan frigøre arbejdskraft, og samtidig skabe nye arbejdspladser i provinsen. Og så er der det økonomiske argument. Huslejen er ofte meget lavere i provinsen. Det så vi, da regeringen for nylig ville placere en ny skattestyrelse i København, hvor huslejen var 43.000 kr. pr. medarbejder. Det kunne gøres langt billigere udenfor København,” siger Rene Christensen, som spurgte til sagen og fandt ud af, at Skat ville kunne slippe med en husleje på 20.000 kr. i f.eks. Køge – 50 km fra København.

”Det er nærmest win-win at udflytte arbejdspladser.”

Udflytning skal løbende tænkes ind

Hvor mange flere statslige arbejdspladser mener I, at der skal udflyttes?

”Jeg ved ikke, hvor loftet er. Man skal ikke bare udflytte for udflytningens skyld. Men når opgaven kan løftes lige så godt og til en betydelig billigere husleje, så giver det mening at udflytte,” siger Rene Christensen.

Er der brug for en tredje, stor udflytningsrunde?

”For os drejer det sig ikke nødvendigvis om at få endnu en stor udflytningsrunde. Det er mere et spørgsmål om at have muligheden med i overvejelserne, hver gang man opretter en ny styrelse eller skal flytte nogle arbejdspladser. Desuden kan der laves løbende decentraliseringer. Man skal huske, at der er blevet centraliseret de sidste 20 år, så fordi der er flyttet under 10.000 arbejdspladser den anden vej, er der stadig lang vej,” siger Rene Christensen.

Vil I nu tage en snak med Rasmus Jarlov?

“Vi skal nok mere finde ud af, om han repræsenterer regeringen i den her sag. Om det er regeringen, der mener, at der ikke skal ske yderligere udflytninger,” siger DF-ordføreren.