De svenske skatteydere har finansieret 71 personers studier på det ultrakonservative Medinauniversitetet i Saudi Arabien. En af de studerende blev siden højtstående medlem af Islamisk Stat i Syrien
En højtstående IS-kriger fra Sverige blev skolet ud i sin radikale islamisme på et ultrakonservativt islamistisk universitet i Saudi Arabien, betalt af svenske skatteyderpenge. Det afslører den svenske avis Expressen og Doku.nu, et svensk netmedie, der laver undersøgende journalistik om radikal islamisme.
Haris Karichanin, der kommer fra en bosnisk flygtningefamilie i Sverige, blev i 2010 optaget på Medinauniversitetet i Saudi Arabien og hans studier blev finansieret af CSN, Det centrale studienævn i Sverige. Samme CSN har finansieret 70 andre personers uddannelse på Medinauniversitet, hvor kvinder og ikke-muslimer ikke har adgang.
En undersøgelse har vist, at mindst 32 af de 71 tidligere studerende har været forbundet med ekstremisme. Flere af dem har udtrykt sympati for Islamisk Stat. Mindst fem af dem er rejst til Syrien for kæmpe for Islamisk Stat.
”Medinauniversitetet er ikke en læreanstalt i vanlig forstand. Det er en skole, som uddanner missionærer,” siger Mohammad Fazlhashemi, professor i islamisk teologi og filosofi på Uppsala universitet, til Dagens Nyheter.
Blev hurtigt radikaliseret
Haris Karichanin havde allerede studeret islam i Syrien, da han i 2010 blev optaget på Medinauniversitetet. Han vendte tilbage til Sverige i 2012, og herefter gik hans radikalisering stærkt, beretter Doku.nu og Expressen. Han blev far men rejste få måneder efter fødslen til Syrien, hvor han i de følgende år steg i graderne i Islamisk Stat. I 2016 blev han dræbt under et amerikansk angreb.
”Jeg har altid drømt om at leve i en ægte islamisk stat og at udføre jihad. Jeg er en terrorist mod Allahs fjender,” udtalte han til en svensk avis, da han havde meldt sig til Islamisk Stat.
Filip Ahlin, analytiker på den svenske Forsvarshögskolan, ser en klar forbindelse mellem studierne på Medinauniversitetet og den videre aktivisme i det islamistiske, voldbekendende miljø.
”Tilsyneladende har næsten halvdelen relationer til ekstremisme eller er mistænkt for ideologisk motiveret kriminalitet. Det gør det næsten usandsynligt, at studierne ikke har spillet en rolle,” siger Filip Ahlin til Doku.nu / Expressen. Han mener det er problematisk, at svenske skattekroner er gået til de saudiarabiske studier.
CSN: Vi kunne ikke nægte støtte
Medinauniversitetet blev grundlagt i 1961 af den saudiarabiske kongefamilie. Formålet er at udbrede kendskabet til wahabismen, den ultrakonservative retning indenfor islam, som Saudi Arabien dyrker.
En repræsentant for CSN, det centrale studienævn, siger om finansieringen af studierne på Medinauniversitetet, at CSN ikke tidligere havde mulighed for at nægte at “den generøse svenske studiestøte” gik til studier i Saudi Arabien. Men siden 2017 er der blevet strammet op på reglerne, så der ikke længere kan gives støtte til studier, der anses for at være diskriminerende.
Læs mere her: Svenska skattepengar skolade IS-terroristen