Statsminister Mette Frederiksen har skrevet til kræftpatient, som kom for sent i behandling på grund af coronarestriktioner. “Hun burde selv tage ansvar,” siger DFs sundhedsordfører Liselott Blixt til B.T.
11 gange ringede Dunja Fogelberg Hansen forgæves til sin læge i perioden marts til juni 2020. Hver gang blev hun afvist med henvisning til coronarestriktioner. Det viste sig desværre at blive fatalt. Dunja Fogelberg Hansen havde nemlig kræft, og fordi det blev opdaget for sent, nåede kræften at sprede sig. Det vurderes nu, at Dunja kun har fem procents chance for at være i live om fem år.
Statsministeren: ”Din historie berører mig dybt”
Dunja Fogelberg Hansens sag er blevet afdækket af B.T., og den har gjort indtryk på statsminister Mette Frederiksen (S). Hun har sendt et personligt brev til Dunja, hvor hun blandt andet skriver:
”Jeg har med bekymring hørt om din historie gennem medierne. Selvom jeg umuligt kan sætte mig fuldt og helt ind i din situation, berører det mig dybt at læse om din kræftdiagnose og dit tragiske møde med sundhedsvæsnet.”
Mette Frederiksen opfordrer desuden Dunja Fogelberg Hansen til at klage over den sundhedsfaglige behandling til Styrelsen for Patientklager.
DF’er: ”Hvorfor har alle ikke fået det brev?”
Men brevet fra statsministeren får kritik fra Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt. Til B.T. siger DF-ordføreren:
”Det er kritisabelt, at statsministeren bare kaster ansvaret over på sundhedsvæsenet. Jeg synes også, at hun selv burde tage ansvar. Jeg synes ikke, det holder at give andre skylden”.
Samtidig lægger Liselott Blixt mærke til, at Mette Frederiksen ikke skriver, hvad der er faktuelt korrekt.
”Jeg synes det er et problem, at hun ikke har sat sig ordentlig ind i en sag, hun går så personligt ind i. Og samtidig tænker jeg også på, hvorfor hun ikke har sendt breve ud til alle de andre kræftsyge?” siger Liselott Blixt og forsætter:
”Jeg synes, det er bekymrende, at man skal turde stå frem i pressen for at få den her særlige opmærksomhed fra pressen.”