Statsminister Mette Frederiksen afviser at møde op i et samråd, som Dansk Folkeparti og Venstre har indkaldt hende til. ”Statsministeren er arrogant,” mener Peter Skaarup (DF)
Statsminister Mette Frederiksen (S) nægter igen at møde op i et samråd i Folketinget og svare på spørgsmål om regeringens coronahåndtering. Det skriver B.T.
Siden december har Mette Frederiksen fem gange afvist at møde op i samråd, der handlede om regeringens ulovlige ordre om aflivning af mink. Nu har hun endnu en gang afvist et samråd. Denne gang om sine udtalelser på pressemødet den 11. marts 2020, hvor Mette Frederiksen udtalte, at regeringen lukkede Danmark ned på anbefaling fra sundhedsmyndighederne.
”Derfor er myndighedernes anbefaling, at vi lukker ned for al unødvendig aktivitet på de områder i en periode. Vi anlægger et forsigtighedsprincip,” sagde hun på pressemødet.
“Anerkender ikke præmissen”
Grønnegaard-rapporten, der har undersøgt første del af regeringens og myndighedernes coronahåndtering, har afdækket, at det ikke passede, at myndighederne anbefalede en total nedlukning. I følge rapporten var regeringen og sundhedsmyndighederne tværtimod uenige om strategien.
”I den politiske kommunikation bliver det formuleret på en måde, så man må forstå, at den måde, som nedlukningen er udformet på, afspejler de indstillinger, der kom fra sundhedsmyndighederne. Og det gjorde det ikke,” sagde professor Jørgen Grønne Christensen, da han fremlagde rapporten i januar.
Mette Frederiksen nægter dog, at hun har løjet. For nylig sagde hun i Folketingets spørgetid til DFs gruppeformand Peter Skaarup og næstformand Morten Messerschmidt, at hun ”ikke anerkender præmissen” for kritikken. Hun mener desuden, at hun har besvaret spørgsmålet. Derfor vil hun ikke, at der er grundlag for et samråd.
Skaarup: Mildest talt rystende
Det er Dansk Folkeparti og Venstre, der har indkaldt til samrådet. De to partier er bestemt ikke tilfredse med, at statsministeren endnu en gang nægter at møde op.
”Eksperterne, der har brugt et halvt år på at undersøge sagen, er meget klare i deres konklusion. Enten tager de fejl, eller også tager Mette Frederiksen fejl. Det vil vi da gerne have svar på, og det er arrogant, at statsministeren ikke vil stille op,” siger Peter Skaarup til B.T.
“Det er arrogant, at statsministeren ikke vil stille op”
Peter Skaarup, gruppeformand (DF), til B.T.
De to partier vil nu have Folketinget til at drøfte, hvordan de får statsministeren til at møde og svare på de spørgsmålet, som Folketinget stiller.
”Vi må i Udvalget for Forretningsordenen have en diskussion om, hvordan vi skal håndtere, at Mette Frederiksen ikke vil stille op. Når statsministeren nægter at spille efter de demokratiske spilleregler, er jeg mildest talt rystet,” siger Peter Skaarup til B.T.
Tidligere artikler:
Mette F nægter at undskylde coronaløgn: ”Jeg anerkender ikke præmissen”