Mette F nægter at undskylde coronaløgn: ”Jeg anerkender ikke præmissen”

0
2525
Peter Skaarup (DF) stiller spørgsmål til statsminister Mette Frederiksen i onsdagens spørgetime i folketinget. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Statsminister Mette Frederiksen afviser at beklage udtalelse på pressemøde, der lukkede Danmark ned. Rapport viser ellers, at det ikke var rigtigt, at myndighederne havde anbefalet total nedlunkning. ”En beklagelse ville være på sin plads,” mener DF

Statsminister Mette Frederiksen vil ikke beklage, at hun talte usandt på pressemødet den 11. marts 2020, hvor regeringen lukkede Danmark ned.

“Jeg anerkender ikke præmissen,” sagde statsministeren, da hun onsdag i Folketingets spørgetid skulle svare på spørgsmål fra Dansk Folkeparti om udtalelsen på pressemødet.

En ny rapport, der gennemgår regeringens coronahåndtering, viser ellers, at det ikke var sandt, da statsministeren på pressemødet 11. marts kom med følgende begrundelse for nedlunkningen:

”Derfor er myndighedernes anbefaling, at vi lukker ned for al unødvendig aktivitet på de områder i en periode. Vi anlægger et forsigtighedsprincip”.

I følge rapporten, som er udarbejdet af en udredningsgruppe med professor emeritus Jørgen Grønnegaard Christensen i spidsen, var det ikke rigtigt, at det var myndighedernes anbefaling. Udredningen viser tværtimod, at regeringen og Sundhedsstyrelsen var uenige om, hvordan coronavirussen skulle håndteres.

Derfor var det, som Jørgen Grønnegaard Christensen sagde ved præsentationen af rapporten i fredags, ikke korrekt at henvise til sundhedsmyndighederne. Som han udtalte:

”I den politiske kommunikation bliver det formuleret på en måde, så man må forstå, at den måde, som nedlukningen er udformet på, afspejler de indstillinger, der kom fra sundhedsmyndighederne. Og det gjorde det ikke”.

Forrmand for udredningsgruppen Jørgen Grønnegård Christensen og resten af udredningsgruppen præsenterede fredag deres rapport om regeringens og myndighedernes coronahåndtering under en åben høring på Christiansborg. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Mette F: Har hele tiden sagt det var politisk beslutning

Det har fået flere borgerlige partier, bl.a. Dansk Folkeparti, til at beskylde statsministeren for at lyve. Men statsminister Mette Frederiksen afviser beskyldningerne. I følge hende har regeringen fra starten fastslået, at den omfattende nedlunkning var en politisk beslutning, men at den var baseret på ”en samlet vurdering” efter rådgivning fra diverse myndigheder.

”Det var på ingen måde det, der var ment med den omtalte sætning. Det var ikke det, der var budskabet på dét pressemøde eller de næste mange pressemøder. Her understregede regeringen gentagne gange at regeringens beslutning var udtryk for politiske valg, og at vi anlagde et forsigtighedsprincip. Hellere gjorde for meget for lidt. Hellere handlede for hurtigt end for langsomt. Det står jeg fuldstændig ved, og det er nok en af grundene til, at Danmark relativt set har klaret sig så godt igennem den her krise,” sagde Mette Frederiksen til Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup og næstformand Morten Messerschmidt, som sammen stillede spørgsmål til statsministeren.

“Det vel ikke for meget at bede om en beklagelse,” sagde Morten Messerschmidt (DF) til statsministeren. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)

DF: En beklagelse ville være på sin plads

De to DF’ere spurgte flere gange statsministeren, om hun ikke mener, hun bør beklage sin udtalelse på det første pressemøde.

”En professor har gennemgået, hvad der er blevet sagt, og der er det den helt nøgterne konstatering, at det ikke genspejler de faktiske forhold. Så er det vel ikke for meget at bede om en beklagelse,” lød det fra Morten Messerschmidt, som også, med indirekte henvisning til rigsretssagen mod Inger Støjberg, sagde:

”Man siger at i krig er sandheden det første offer. Men dette, at man befinder sig i krig mod pandemi, gør ikke at det er i orden at lyve og tale usandt. Derfor er det stadig relevant, uanset hvordan verden ser ud, at finde ud af om statsministeren vil beklage, at den måde hun kommunikerede på, ikke genspejler de faktiske forhold. Især i lyset af den meget, meget høje standard, som denne regering har sat til tidligere ministre”.

”Man siger at i krig er sandheden det første offer. Men dette, at man befinder sig i krig mod pandemi, gør ikke at det er i orden at lyve og tale usandt”

Morten Messerschmidt til statsministeren

“Ualmindelig stolt”

Men statsministeren var ikke til at hugge eller stikke i. Hun har ikke talt usandt, og hun er i øvrigt ”ualmindelig stolt” af sin og regeringens håndtering af coronapandemien, forklarede hun.

”Må jeg ikke tilføje, at jeg synes det er lidt voldsomt at tage et par linjer ud (fra pressemødet den 11. marts, red.). Jeg siger for eksempel den 15. marts, at i sidste ende, når man træffer vidtgående beslutninger for et samfund, så er det en politisk beslutning,” lød det fra statsministeren.

Læs også:

DF kalder statsministeren i samråd om coronaløgn