DF vil have statsminister Mette Frederiksen til at beklage, at hun talte usandt på coronapressemødet den 11. marts 2020
Der var ikke antydning af en undskyldning i luften, da statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag skulle svare på spørgsmål om hendes udtalelser på pressemødet den 11. marts 2020, hvor regeringen lukkede Danmark ned.
En ny rapport om regeringens og myndighedernes coronahåndtering fastslår, at statsministeren talte usandt på pressemødet, da hun sagde at den hårde nedlukning var myndighedernes anbefaling.
Men onsdag nægtede statsministeren at undskylde. ”Jeg anerkender ikke præmissen,” sagde Mette Frederiksen til Dansk Folkepartis Peter Skaarup og Morten Messerschmidt, som havde rejst spørgsmålet i onsdagens spørgetid med ministrene.
Peter Skaarup: Statministeren er arrogant
Men dermed slipper statsministeren ikke. Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup er godt og grundigt vred over statsministerens svar, som han kalder arrogant.
Derfor vil DF nu indkalde Mette Frederiksen til et samråd, hvor hun skal forholde sig til rapporten om coronahåndteringen. Det samme vil Venstre.
”Statsministeren er direkte arrogant i sit svar til spørgsmålet, om hun løj den 11. marts. Det har vi sort på hvidt, at hun gjorde. Vi vil nu indkalde hende i samråd om hendes corona-usandhed. Hun må som minimum kunne beklage og undskylde sin vildledning af Folketinget og befolkningen,” siger Peter Skaarup til BT.
”Statsministeren er direkte arrogant i sit svar til spørgsmålet, om hun løj den 11. marts”
Peter Skaarup, gruppeformand (DF), til BT
“Genspejler ikke de faktiske forhold”
Statsministeren sagde følgende på pressemødet den 11. marts:
”Derfor er myndighedernes anbefaling, at vi lukker ned for al unødvendig aktivitet på de områder i en periode. Vi anlægger et forsigtighedsprincip”.
Men rapporten, som er udarbejdet af en udredningsgruppe med professor emeritus Jørgen Grønnegaard Christensen i spidsen, viser at det ikke var rigtigt. Tværtimod var regeringen og Sundhedsstyrelsen uenige om, hvordan coronavirussen skulle håndteres.
”Den måde, som statsministeren kommunikerer på, genspejler ikke de faktiske forhold,” sagde Jørgen Grønnegaard Christensen ved præsentationen af rapporten i fredags.
Læs også:
Mette F afviser at beklage usandhed: ”Jeg anerkender ikke præmissen”
DF kræver svar fra Mette F: Hvorfor løj du om coronanedlukning?